To be Frank – en parafrase over regnskaber og stress.

Jeg har altid vidst hvad en revisor var for noget. Min far, talknuseren, var revisor, havde firma og ansatte og da jeg blev gammel nok til det blev jeg også ansat, som piccoline, og tjente her mine første egne penge. Som der selvfølgelig blev ført regnskab over… Som 12-13 årige fik min bror og jeg selv råderet over vores økonomi. Eller. Far havde læst (og selvfølgelig regnet efter) hvor meget et barn på vores alder cirka kostede på årsbasis i tøj, toiletartikler, fritidsinteresser og så videre. Og det beløb blev divideret med tolv, og så skulle vi ellers lære at lægge budget, så vi havde penge til det, vi gerne ville bruge penge på. 1100 kr. pr måned. Ville vi gå til spejder, fodbold eller dans, så skulle der være penge til at betale det, når kontingentet blev opkrævet. Den første tid med denne – på papiret – enorme økonomiske frihed indeholdt månedlige budgetmøder med far. Hvad blev pengene brugt på? ”Husk nu at gemme penge så du kan betale for sommerlejr med spejderne. Hvis du køber den dyre shampoo er der ikke råd til at tage med ungdomsklubben i svømmehallen.” Jeg hadede de der budgetmøder. Tal er SÅ tørre. Jeg har en god og sund økonomisk sans, og vidste udmærket hvor mange penge jeg havde og hvor mange penge jeg kunne bruge for at have råd til det ene og det andet. Også fremadrettet. Men jeg lavede pligtskyldigt mine budgetter. Også da jeg sparede op til at komme på højskole. Og flyttede hjemmefra. Og flyttede igen. Og flyttede til Odense. Og droppede ud af sygeplejestudiet. Og fik fuldtidsjob. Og tog på højskole igen. Jeg har styr på min økonomi. Det er helt andre steder i mig der har brug for råd fra en revisor.

I dag er det Martin der står for at lave budgetter hjemme hos os. Jeg kigger med over skulderen, men hans evner i et excel-ark overstiger mine med lysår, og det går så stærkt når han kopierer og flytter rundt, at jeg må kigge væk. Jeg stoler endnu ikke helt på cut-copy-paste. De benoves i banken når vi kommer med det store regneark med forventede indtægter og udgifter. Det er så grundigt.

De mentale regnskaber derimod. De har været i underskud i en periode. Eller skulle jeg sige, en årrække. Her har jeg ikke formået at kalkulere med korrekte indtægter og udgifter. Der har ikke været balance. Og på et tidspunkt er der ikke mere kredit at give af.

Og bang. Så lå jeg der. Med stress. På bunden. Den manifesterede sig flere steder. Hyperventilerende på en bænk med en omsorgsfuld kollega ved siden af, der gjorde alt det rigtige (tak, Lene). Med hjertebanken på mit køkkengulv med min leder i røret – ”Jeg kan ikke komme i morgen. Jeg kan ikke noget”. Hulkende på mine knæ på gulvet i min læges konsultation. ”Jeg er så bange for at du vil sige til mig, at jeg bare skal tage mig sammen.” Det gjorde lægen ikke. Hun sygemeldte mig, først en måned, så to måneder mere. Og langsomt, ekstremt langsomt hævede jeg mig lidt op fra bunden. Jeg oparbejdede en smule kredit igen. På min sofa, med Netflix. Med middagslure. Med gåture. Med mere Netflix. Jeg genså Friends, Downton Abbey, The Crown og udvalgte afsnit af Game of Thrones. Men begyndte ikke på nye serier. Mit hoved kunne kun forholde sig til langsom tv som det havde set før. Jeg kom ikke meget ud. Kørte ikke selv bil de første fjorten dage. Jeg turde ikke stole på, at min hjerne kunne reagere hurtigt nok, hvis jeg kom ud for farlige situationer i trafikken. Langsomt kom der mere ro i mit hoved. Og gamle vaner overtog igen. Og bang! Tilbagefald. Fuck! Jeg havde presset mig selv til noget jeg egentlig ikke havde lyst til. Jeg havde bare ikke mærket ordentligt efter. Jeg var rasende! Og så dukkede der pludselig en ny mand op i mit liv.

Frank. Min psykolog præsenterede mig for ham. Og Frank har været hos mig næsten hver dag siden.

”Hvem hulen er Frank?”, spørger du nok. Frank er min mentale revisor. Han er en ældre herre, lidt krumbøjet, tyndhåret og lidt buttet. Man kan kende ham på de brune, rillede fløjlsbukser, som er blankslidte på knæene. Han ryger pibe, men kun efter frokost. Han ejer ikke et jakkesæt, men han er til gengæld leveringsdygtig i sweaterveste i alle de grågrønne og brune farvenuancer du kan forestille dig. Frank holder øje med min mentale balance. Og jeg spørger Frank til råds når jeg kigger min kalender igennem eller bliver spurgt om jeg lige kan det ene eller det andet. Frank arbejder ikke med toårs-planer. Faktisk evner Frank ikke at se ret meget længere fremad end en uges tid. Og er der ikke balance mellem mental indtægt og mental udgift, så kigger Frank spørgende på mig henover brillen. ”Hvordan havde du tænkt dig, at dette skal bogføres?” Han betragter mit mentale helbred som en konto med hævekort. Der kan ikke laves overtræk. Hvis jeg vil bruge mentalt energi på noget, skal der være opsparet noget energi jeg kan benytte til formålet. Frank bliver aldrig vred. Men jeg er aldrig i tvivl om hvad han tænker, når han ryster uforstående på hovedet over et valg, jeg har truffet.
Frank is always frank. Ærlig som et spejl man kan holde op foran sig selv. Jeg elsker ham og satser på, at vi får et frugtbart og langvarigt forhold til hinanden.

PS: Frank er naturligvis en fiktiv, opdigtet person som udelukkende eksisterer inde i mit hoved. Enhver lighed med levende personer er utilsigtet, men kan betragtes som en kærlig hyldest til mennesker i almindelighed, revisorer i særdeleshed.

Skriv et svar