Tag-arkiv: forside

Bagklogskab

For et halvt år siden skrev jeg det her om foråret fra helvede, foråret 2013. Dengang overvejede jeg om jeg skulle ledsage min fortælling med billeder af mit syge barn, men jeg lod være, mest fordi jeg ikke selv var klar til at se billederne igennem. Og så fortrængte jeg det, indtil for nylig, hvor flere af mine Facebook-bekendtskaber efterlyste skoldkopper, så de kunne få deres børn smittet… Så fandt jeg billederne frem. Og nu bliver det måske nok en smule klamt, men det er vigtigt for mig at vise, hvad skoldkopper også kan være.

Dette billede er taget, d. 23. maj, dagen efter de første skoldkopper dukkede op.
Dette billede er taget, d. 23. maj, dagen efter de første skoldkopper dukkede op.
IMG_2371
25. maj. Der er mange skoldkopper. Her kan man også se at de er overalt i hovedbunden
IMG_2370
Energiniveauet er lavt. Når hun ikke sover vil hun helst have mig lige i nærheden.
IMG_2375
26. maj. Der er betændelse i en del af skoldkopperne og ansigtet er meget hævet. Ines sover stort set hele dagen og må lokkes til at drikke når hun endelig er vågen.
IMG_2378
27. maj, kl. 14.10. Vi er blevet indlagt. Ines har fået Oles skjorte på. Det er det eneste hun kan få på som ikke generer hende for meget. Der er skoldkopper over alt. Vi venter på at hun skal have lagt et venflon til medicin. Der måtte 20 forsøg til før der blev lagt et der var tilfredsstillende.
IMG_2379
Udsigt til… byggematerialer og blank mur.
IMG_2380
Isolation. For at hun ikke skulle smitte andre børn. Da vi blev genindlagt og hun kom i behandling for blodforgiftning lå vi også i isolation. Denne gang for at hun ikke skulle rage andet skidt til sig.
IMG_2386
28. maj. Febervarm og med drop. Og skorper på mange af elementerne i ansigtet.
IMG_2390
28. maj. Det bliver ikke til meget leg. Ines er klattet og vil helst sidde hos mor, helt stille.
IMG_2402
31. maj. Vi har lånt en barnevogn og går en morgentur. Selv om det ikke ser sådan ud på billedet, så er Ines faktisk godt tilfreds med både frisk luft og luftforandringen.
IMG_2404
Senere samme dag får vi lov at tage hjem. Vi skal komme til stuegang dagen efter, men glæden er stor over at slippe for isolationsstuen og komme hjem.
IMG_2411
31. maj. Eftermiddag. Vi er hjemme og for første gang i dagevis leger Ines lidt alene. Der er dog ikke meget glimt i øjnene. Vores lille pige er stadig syg, vi ved bare slet ikke hvor syg endnu.

 

Vi kom hjem en fredag, var til stuegang lørdag hvor vi blev udskrevet, søndag steg Ines temperatur støt, og da hun ved 17-tiden havde 41 i feber ringede vi til Børneafdelingen i Randers og meddelte at vi ville komme med hende. Der blev taget blodprøver og de viste at hun havde infektion i blodet. Hun fik tre forskellige slags medicin med det samme indtil de fandt ud af hvilken bakterie hun havde i blodet. De følgende dage var hun meget dårlig, hendes temperatur blev fulgt nøje og der blev taget blodprøver ofte for at holde øje med hendes infektionstal. Det var nogle lange dage. 

IMG_2479
11. juni. Ines rejser sig op i sin hospitalsseng. Vi venter på at hun bliver lagt i fuld bedøvelse, for hun skal have indopereret et centralt venekateter, som hun fremover skal have sin medicin igennem. Lægerne mener nemlig på nuværende tidspunkt, at Ines skal have iv-medicin mindst 14 dage frem. Det skulle vise sig at være i brug dobbelt så længe.

 

IMG_2502
Et utydeligt billede af venekateteret, med slange der ender i en studs med prop, der er pakket ind i en skumvaskeklud og sat fast på overarmen i noget elastisk gaze. Vi er nu indlagt hjemme, og overflyttet til Skejby Sygehus, børneafdeling A2, hvor vi kommer tre gange dagligt til medicingivning i CVK’et. (det centrale venekateter)
IMG_2542
5. juli. Vi tilbringer meget tid på Skejby med at vente, men vi får også gode stunder hjemme. Ines har stadig sin lille gazebold på armen, med CVK-slangen i, pakket godt ind så den generer så lidt som muligt.
IMG_2619
17. juli. I lang tid frygtede vi at vi ikke kunne tage til Fanø på sommerferie som vi havde planlagt. Men heldigvis var Ines’ blodprøver så tilfredsstillende at hun d. 10. juli kunne begynde at få medicin som mixur i stedet for gennem CVK’et. Hun begyndte også så småt at gå igen, efter at have haft betændelse siddende i det ene hofteled.

Idag er Ines helt rask. Folk der ikke ved at hun har været syg kan ikke se det på hende. Men jeg kan se det. Jeg kan se alle hendes ar i ansigtet, når jeg kører fingrene gennem hendes hår kan jeg se de hvide plamager i hovedbunden hvor der sad skoldkopper. På hendes ryg er der rigtig mange ar. På dårlige dage ligner det er månelandskab. Hver gang jeg skifter hende kan jeg se arrene fra de skoldkopper i bleområdet som var længst om at hele. Hun er stadig en lille pige, og der kan ske en stor udvikling med hendes hud. Men mit bedste bud er, at hun er mærket af det for livet. Heldigvis er hun fuld af liv og smil, knus og latter, kys og gnistrende øjne. Hun er videre. Dem der har sværest ved at komme sig over forløbet og oplevelsen, det er hendes far og mig. Når hun gør et eller andet nuttet eller siger et nyt ord kan vi stadig kigge på hinanden og føle stor taknemmelighed over, at hun er i live. Vi ved godt, at vi kunne have mistet hende. Og det er nok det, vi arbejder på at forstå fuldt ud.

 

Skolen er noget alle har en mening om. Vil du høre min?

Min arbejdsgiver, KL, har varslet at jeg og mine kolleger bliver lockout’et fra vores arbejdspladser fra begyndelsen af april, hvis ikke der findes en løsning på de forhandlinger om vores overenskomst, der efter nogens opfattelse er kørt fast, brudt sammen og umuliggjorte af krav der ikke kan mødes. I dagspressen kan man læse, at det tilsyneladende har været KLs plan hele tiden, at lærernes nuværende aftaler om arbejdstid ikke skal danne grundlag for nye overenskomstforhandlinger, og at det er holdningen fordi vores effektive undervisningstid skal øges, for at kunne finansiere visionerne om en heldagsskole, som den kommende folkeskolereform indeholder.

Jeg ved ikke om heldagsskole er bedre for elevernes læring end den måde, vi lige nu holder skole på her i Danmark. Jeg ved det ikke, for jeg har ikke prøvet det. Og jeg har ikke fulgt godt nok med og læst undersøgelser om dette og hint, så jeg kan ikke udtale mig om hvad videnskaben mener om heldagsskolen. Jeg kan tænke, at det virker kontrollerende at ville holde eleverne i skolen hele dagen. Hvornår skal de mindre børn så gå til sport, til musikundervisning, til spejder, til alle de der skønne ting som giver dem flere nuancer og tilføjer dem dannelse? Hvornår skal de større børn så, udover deres fritidsinteresser, passe deres fritidsjob, som giver dem deres første arbejdsmarkedserfaring og, ikke mindst, deres eftertragtede lommepenge?  Der er selvfølgelig den åbenlyse fordel ved heldagsskolen, at de unge mennesker, der ellers ville hænge på gadehjørnerne og gøre dumme ting, er i skole til kl. 16 (tror jeg) og så laver de da ikke ballade så længe…

KL vil gerne have at jeg underviser mere. Det kan jeg godt, hvis jeg skal. Så er der bare noget andet jeg ikke skal lave. Men hvad? Altså: Jeg kunne holde op med at tage telefonen om aftenen når en forældre ringer, fordi vedkommende har en bekymring om deres barn, som jeg skal indvies i. Jeg kunne i det hele taget holde op med at arbejde hjemme. Altså ingen besvarelse af mails mellem kl. 16.00 og kl. 8.00, ingen skrivning af elevplaner, ingen retning af opgaver. Godt, væk med det. Min arbejdstid skal også være mere normal end den er nu. I den forbindelse kunne jeg holde op med at lave teaterprojekter med mine klasser. (Det elsker børnene ellers…) Det involverer som regel en aftenforestilling for forældre og søskende. Hvis jeg nu alligevel ikke kan lade være med at kaste mig ud i et teaterprojekt, må vi placere forestillingen mellem kl. 8.00 og kl. 16.00 i stedet for, når nu min arbejdstid skal være så normal som mulig. Lejrskole, det er i hvert fald helt udelukket hvis min arbejdstid skal normaliseres. Og skole-hjem-samtalerne, dem skal vi også have flyttet op og klemt ind mellem kl. 8.00 og kl. 16.00. Hvis man skal til lægen er det jo samme deal, så det kan jeg vel også forvente at forældrene synes er okay. Så er det jo som det er alle andre steder i det kommunale… Forberedelsen må jeg skære ned på, hvis jeg skal undervise noget mere. Jeg må begynde at følge lærervejledningen slavisk, og lægge bånd på de gode ideer jeg skulle finde på at få undervejs i et undervisningsforløb. Det ville være synd at gå i gang med at forberede noget jeg alligevel ikke kan gøre ordentlig færdig. Så ud med de kreative tanker, de mangeartede måder at undervise på og ud med metodefriheden. Jeg får ikke løn for at forberede god undervisning, jeg får løn for at udføre megen undervisning.

Alt det her kan jeg godt gøre. Jeg har ikke lyst til det, men jeg kan godt gøre det. Jeg tror ikke det vil give den bedste folkeskole for alle, som den kommende reform ellers lægger op til. Men hvis det er dét politikerne og KL ønsker, så er det dét lærerne må give dem. Hvis de er så forhippede på at det skal blive som de har tænkt, at de truer med lockout, så må de virkelig mene at de har fat i den lange ende. Og så må vi prøve det. Det vil krænke min professionelle stolthed at jeg må give køb på min faglighed, mine gode metoder og min lyst til at gøre en forskel for mine elever, men jeg bliver ikke hørt, selvom lærerne nok skulle være de første til at vide, hvad der virker og ikke virker i den danske folkeskole. Men vi skal bidrage til finansieringen af reformen. Basta. Det har nogen bestemt sig for.

Jeg er spændt på hvornår forældrene melder sig på banen. KL er snedige. Politikerne er snedige. Indførelsen af heldagsskolen medvirker til, at SFO-tiden forkortes, og det skal naturligvis afspejle sig i, at forældrebetalingen til en SFO-plads skal falde. Man skal ikke betale for mere end man får. Det vil glæde børnefamilier med trængt økonomi. Og jeg ved som sagt ikke, hvad heldagsskolen er for en størrelse. Jeg kan ikke fortælle forældrene om de får valuta for den ekstra tid børnene skal være i skole i forhold til i dag. Det er noget, de må erfare ved at lade deres børn være prøvekaniner i den kommende skolereform.

Hvis det er så stort et ønske for regeringen at børnene får mere undervisning, så synes jeg de skulle bestemme, at børnene skal gå i skole nogle flere dage i gennemsnit om året. I stedet for 200 skoledage i snit kunne man sætte det op med en uge, måske 14 dage. Det er ikke kun lærernes arbejdstidsaftale, der blokerer for muligheder. Flere skoledage om året kunne være en lille bæk, der er med til at gøre åen større.

Jeg gider ikke tale med folk der synes, det er luksus at jeg har en lang sommerferie. Der er ingen af dem der vil bytte job med mig, når det kommer til stykket. Min sommerferie begynder, når jeg er færdig med at lave årsplan, bestille materialer til det kommende skoleår, overlevere og modtage oplysninger om elever til kolleger, rydde op og gøre klar til at modtage eleverne igen. Jeg gider ikke høre på folk der jamrer over at jeg en dag går tidligt hjem fra arbejde. De ville korse sig og løbe skrigende bort, hvis de blev udsat for de konflikter jeg ind i mellem skal hjælpe eleverne med at løse. Så jeg går tidligt hjem fra arbejde ind i mellem. For at få mit arbejde på afstand, så jeg kan være klar igen til næste dag og være en tydelig og pålidelig voksen for mine elever. Jeg elsker mit job. Helt ærligt, så er jeg vild med at være lærer. I visse selskaber er det ikke comme il faut at sige sådan. Til visse tider bliver sådan en udtalelse ikke vel modtaget. Men jeg elsker mit job, og jeg er vildt god til det. Jeg brokker mig ikke over at min ferie er fastlagt til bestemte tidspunkter, hvor alle charterrejserne i øvrigt koster spidsen af en jetjager. Det er sådan det er, når man vil være lærer. Og det betyder så lidt i det store perspektiv. Jeg klager ikke over, at min arbejdstid er unormal og at forældrene kontakter mig på skæve tidspunkter, eller at de kun kan komme til skolehjemsamtaler efter kl. 18.00. Det er blandt andet et godt og fleksibelt forældresamarbejde, der kan gøre den store forskel. Undervisning er vigtig, men folkeskolens opgave indeholder meget mere end det. Bløde opgaver som omsorg og opmærksomhed er det, der kan gøre forskellen for nogle elever. Og de opgaver er så svære at værdisætte. Forældre og børn med ressourcer skal forvente at give mere end de får. Tidsmæssigt og menneskeligt. Fra nu af, og resten af deres liv. Det er også en tankegang der kan løfte folkeskolen og eleverne i den.

Da jeg gik på seminariet drømte jeg om at oprette en skole for velopdragne børn. Jeg synes det var frustrerende at god undervisningstid skulle gå med at guide, løse konflikter og mægle mellem elever. I en klasse med udelukkende velopdragne børn kunne al tiden bruges på at gøre dem klogere og dygtigere. Men en del af den dannelse skolen kan give, er netop mødet mellem børn der er forskellige og har forskellige forudsætninger. Alle børn har fortjent en god skolegang. Alle børn har fortjent at lære alt det de kan. Og alle børn har fortjent at møde modsætninger som de kan spejle sig i. Så skolen for velopdragne børn er sat ud på et sidespor. Jeg er klar på den udfordring som mine elever giver mig.

Den kommende tid bliver interessant. Min fagforening, mine kolleger og jeg har et stort oplysningsarbejde at gøre. Jeg tror ikke det er gået op for forældre og elever hvad den ønskede skolereform betyder for skoleformen i Danmark. De sammenbrudte overenskomstforhandlinger er meget mere end sammenbrudte overenskomstforhandlinger. De er en brik i et større puslespil om magten i skolen.

Det er ikke blevet nemmere

Min fars død har lært mig noget om sorg. Den er forbandet allestedsnærværende. Sorg må ikke forveksles med et sår, der har mulighed for at hele. Sorg er forbundet med et tab af noget, man aldrig får igen. Og intet, ikke engang tiden, kan give løfter om, at sorgen engang begynder at give slip. Julen i år har været hård for mig og mit savn. Den første jul uden min far tilbragte vi på Skejby Sygehus med meget syge børn, så al min opmærksomhed gik til dem. Den anden jul uden min far blev en rigtig julet jul, hvor jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at kompensere for, at vores jul året før var som den var. Og i år gjorde det først rigtig ondt. Tiden inden jul har været opfyldt af tanker om hussalg og flytning og julen har nærmest været i vejen. Det er i hvert fald sådan det har været i mit hoved. Julegaverne er da blevet købt, men jeg har ikke nydt det. Det blev en rigtig pligt-ting. “Det er fordi vi skal flytte, og ikke har plads til at have alt det stående”, tænkte jeg hele tiden. Juleaftensdag var hæslig. Jeg ordnede praktiske ting om formiddagen og havde ondt i maven. Og jeg kunne godt mærke at det ikke var en julemavepine. Det var en savne-mavepine. Vi sov middagssøvn, jeg gik i bad og græd under bruseren. Ole stod op og kom i sit fine tøj. Jeg kæmpede med tårerne mens tanker om hvad min far ville have syntes om min flotte, dejlige dreng, drønede rundt i mit hoved. Han elskede mine børn. Og han ville have elsket at Ole selv havde valgt at have skjorte, slips og vest på. Eva og Ines vågnede også og kom i tøjet. Et par skønne piger i hver deres nye kjole, med glimtende strømpebukser til. For pokker, hvor var mine tre børn flotte. Og jeg følte mig så fortabt. Bilturen ud til mine svigerforældre, der ventede med juletræ, julemad og gaver var en styrkeprøve i at gøre, som jeg har lært man gør. Jeg havde hele tiden lyst til at bede Martin om at vende bilen, så vi kunne køre hjem og jeg kunne krybe under min dyne og blive væk – helt væk. Helst med mine tre børn i favnen. (Chancen for at de ville ligge stille samtidig og være med til dyneputningsmanøvren  afholdt mig vist fra at foreslå det…) Jeg husker ikke så meget fra resten af aftenen. Heldigvis er Ines stadig en baby, som holder af at ligge ved sin mors bryst, så jeg trak mig vist tilbage et par gange med hende (som undskylning) og sad bare helt stille med lukkede øjne og savnede. Hun var i øvrigt et oplivende moment da vi travede rundt om juletræet. Barnets begejstring er fantastisk og noget, vi voksne burde lære af. Vi mister umiddelbarheden med alderen. Vi sang “Dejlig er jorden” rundt om træet. Det var dejligt. Jeg har altid holdt meget af den salme. Vi sang den da min fars kiste var blevet sænket ned i graven, og vi sang den rundt om juletræet. Begge dele er rigtigt for mig. Da vi kørte hjem gik det op for mig at klokken kun var 21.30. Jeg følte at aftenen havde været et marathon. Og jeg var træt ud i hver en knogle. Min livline, det, der holdt mig gående aftenen igennem var en sætning som Martin sagde til mig inden vi skulle ud af døren og afsted. “Jeg skal nok passe på dig”. Vel hjemme igen bar vi julegaver ind i stuen og sovende børn op i seng. Sorgen, den forbandede allestedsnærværende sorg giver ikke slip foreløbig. Og folk der spørger om man er ved at være ovre ens fars død har enten ikke selv følt sorg over en elsket eller også har de lagt låg på. Jeg har lovet mig selv at jeg aldrig vil spørge et andet menneske om hvordan vedkommende har det, hvis ikke jeg er klar til at høre svaret – det ærlige svar – og forholde mig til det. Men sorgen er ikke udelukkende negativ. Sorgen har indtil videre også lært mig at perspektivere mit liv og de ting jeg bruger tid på. Den har givet mig visheden om, at så længe jeg har Martin, Ole, Eva og Ines, så kan jeg klare hvad som helst. Også en juleaften jeg helst ville have været foruden…