Hvad er det vigtigste i livet?

Styrke. Det er noget man finder frem når man virkelig har brug for det.

Siden den 24. maj har min families liv ikke været helt normalt. Faktisk har vi i perioder erklæret vores hverdag i undtagelsestilstand. Ines, vores yngste datter på 13 måneder blev ualmindelig hårdt ramt af skoldkopper. Der var mange. Rigtig mange. Så mange, at alle de sundhedsfaglige personer der så hende i skoldkoppernes velmagtsdage måtte erkende, at de aldrig havde set noget lignende. I en uge var hun og jeg indlagt i isolation på Regionshospitalet i Randers, hvor hun fik noget medicin der kunne standse udbrudets voldsomhed. Det lykkedes, og vi blev sendt hjem med en åben indlæggelse, til alle skorper var helet op og faldet af. Hun havde feber da vi forlod Regionshospitalet, men jeg blev forklaret, at det var helt normalt med feber når hun havde skoldkopper. Og nu skulle hun hjem i vante omgivelser og blive rask. Vi glædede os. Men så blev hun virkelig syg.

Vi blev udskrevet en lørdag. Søndag var hun slap og sov meget, havde stadig feber og var stille når hun endelig var vågen. Søndag aften havde feberen sneget sig op på 41 grader, og efter en kort samtale med vagthavende læge i Randers, kørte vi tilbage til Regionshospitalet. Ines havde fået en stafylokok-infektion i blodet. Det, som man i gamle dage ville havde kaldt en blodforgiftning. Det ord dukkede først op i min bevisthed nogle uger senere. Og det var nok meget godt at jeg “i kampens hede” ikke vidste at mit barns tilstand var så alvorlig, at hun i værste fald kunne dø. Hun blev straks sat i behandling med antibiotika, vi blev indlogeret på isolationsstue igen, og fik at vide, at hun skulle behandles med antibiotikaen intravenøst i 7 dage. De 7 dage skulle blive til 38 dage med medicingivning direkte i Ines’ blodårer, tre gange dagligt. Dog ikke i isolation, og ikke alle dage i Randers. Vi blev flyttet til Skejby Sygehus da Ines var blevet så frisk at vi kunne være hjemme. Det gav mere mening at køre de 7 kilometer til Skejby og afdeling A2, end at køre 25 km til Randers. Tre gange om dagen… Og heldigvis for os var det den helt rigtige læge der var på vagt, da lægerne fra Randers ringede og anmodede om, at Ines kunne viderebehandles i Skejby. Der blev sagt JA, og det føltes rigtig godt at komme på A2. Ines trængte i hvert fald til luftforandring. Børn, også dem der ikke har talesprog endnu, kan godt blive deprimerede og få hospitalskuller. Jeg har nu set, hvordan det kan se ud.

Hvis jeg havde vidst hvad jeg og vi skulle igennem, da jeg ringede til vagtlægen d. 24. maj, fordi Ines havde alle de mange skoldkopper, så tror jeg nok jeg havde betakket mig. Så tror jeg ikke, at jeg lige umiddelbart havde fundet al den styrke jeg har behersket under hele forløbet. Men uforudsigelighed er et af livets vilkår. Nogen skulle være stærk. Nogen skulle holde hovedet koldt og være Ines’ advokat. Nogen skulle være hos hende, da hun skulle have lagt det første drop, hvor de måtte stikke hende 15-20 gange, før de fik lagt et fornuftigt venflon. Nogen skulle holde hende fast, da de halvvejs opgav venflonet og forsøgte sig fire gange med at lægge en sonde ned i maven. Men spiserøret var, som mund og svælg, oversået med skoldkopper, så det måtte også opgives. Nogen skulle være hendes mor. Og det er jeg. Det kan man ikke springe til og fra. Men nogen skulle også holde resten af familien kørende. Nogen skulle sørge for at hverdagen for Ole og Eva var så normal og upåvirket som muligt. Nogen skulle lytte, når jeg ringede hjem og syntes at det var uoverstigeligt. Martin skulle være Ines’, Oles og Evas far, og min mand, samtidig med at han styrede hjemmefronten og passede sit arbejde. Styrke, det er noget vi har når vi virkelig skal bruge det.

Og vi får styrken af kærlighed. Visheden om, at vi står sammen fordi vi vil hinanden, og fordi vi elsker hinanden og vores børn, kan få os til at bære mere end vi troede. Når man ikke kan se bjergets top, men ved man er nødt til at klatre over den, så er der ikke andet at gøre, end at blive ved. Og styrken til at gøre det, uden at blive skør, den findes i kærligheden. Det bliver lidt højstemt, det ved jeg godt. Men livet byder os ind i mellem oplevelser, der skærper taknemmeligheden for det, vi har. Som skal få os til at stoppe op og tænke over, hvad det vigtigste i livet er. Et godt helbred er at foretrække. Og jeg har bestemt at jeg ikke skal se indersiden af et sygehus igen før vores børn gør os til bedsteforældre, og vi skal på besøg på barselsgangen. Men jeg vil hellere undvære min højre arm end jeg vil undvære Martin, Ole, Eva og Ines. De er min styrkes katalysator. Uden den kærlighed der er mellem os ville jeg være fortabt. Så enkelt er det.

Ines er her stadig. Og hun bliver helt rask.

Lille mus, kom op af hullet.

Så prøvede jeg det. At noget jeg havde skrevet gik viralt og blev set af flere end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Mit forrige blogindlæg er blevet klikket frem mere end 25.000 gange siden jeg skrev det. De første tre dage gik det stærkt. Der var de første 20.000 klik allerede en realitet. Det var overraskende og overvældende. Mine tanker gik fra stolthed til “find-et-musehul-og-kravl-ind-i-det”-hed. Jeg blev stille.

Nu er en lockout af landets skolelærere så godt som en realitet. Jeg bliver dog stædig ved med at sige “hvis” om lockouten, for jeg ønsker at bevare håbet om, at min fagforening og min arbejdsgiver ønsker det bedste for skolen og derfor kan tale sammen og finde en løsning i mindelighed, uden brug af arbejdsmarkedets kampredskaber. Mit håb ser dog mere og mere ud til at være gjort af naive himmelblå øjne. Jeg må ikke komme på arbejde på tirsdag, efter påskeferien.

Nogen dage følger jeg tæt med i nyhedsstrømmen og læser glubsk hvert et ord der bliver skrevet om situationen. Andre dage lover jeg mig selv at jeg holder op med at læse om det, for jeg bliver frustreret over de halve vinde som journalister og debatører løber med. De snakker efter snak og lyver efter løgn (Den talemåde fungerer bedre på min mors drevne vestjyske…) Og hele tiden har jeg følelsen af, at der er nogen der har en dagsorden som de ikke fortæller åbent om. Den følelse gælder ikke kun om det der kommer fra KL. DLF kan også være med. Måske er det mere følelsen af, at parterne taler om det samme, men ikke taler samme sprog. At de langt hen ad vejen er enige og kan finde kompromisser, men at de på et tidspunkt holder op med at forstå hinanden. Jeg vil så gerne forstå hvori uenigheden består. Hvorfor er det lige, at forhandlerne ikke kan nå til et resultat ved forhandlingsbordet? Jeg har endnu ikke fundet et skrift der beskriver stridens kerne med ord som giver mening og sætter skelpælene tydeligt op overfor hinanden. Det er igen som om det ikke er alle hensigter der bliver sagt højt. Men jeg har jo også bare mine to blå naive øjne at se det hele med…

Nytårskur – i flere afskygninger

Hvis man skal sige ét ord om vores liv lige pt, kunne man vælge at sige “skrump”. Fordi: Vi er flyttet, til færre kvadratmeter. Alle voksenbøger fra vores indbo er sendt på lager, for der er også gået skrump i vores tid. Hvis vi får læst en bog fra ende til anden de næste tre år, må det være en børnebog vi læser højt for afkommet.

Der er også gået skrump i tålmodigheden. Især hos Eva, der lige er blevet tre år, og er helt overbevist om, at hun ved bedst, og at hun skal bestemme alt. Og for det meste er det kun mor der duer. Det får også tålmodigheden til at krympe hos mig…

Heldigvis er det ikke kun den negative form for skrump vi oplever. Jeg kan med glæde meddele at jeg ikke længere bærer rundt på overskydende fødefedt. Barselsfælden fik mig ikke særligt længe denne gang. Hvorfor? Fordi jeg lod være med at gå tur med barnevognen. Så kom jeg nemlig ikke til at gå forbi Rema1000 og købe alt det, jeg ikke havde godt af. Så nu er jeg på brudekjolevægt. Men hvis jeg skal kunne passe den igen skal jeg først lige være lidt mere fast i kødet… Så er det jo heldigt at jeg har meldt mig til Lillebælt halvmarathon lørdag d. 4. maj. Efter let pres fra mine unge og spændstige fætre, Søren og Henrik, der med garanti giver mig voldsomt baghjul. Mit mål er blot at løbe hele vejen. Tiden er underordnet. At løbe et halvmarathon er nemlig et af mine nytårsforsæt. Et andet er, at jeg vil lære at temperere chokolade… Det må blive i andet halvår af 2013. Min skønne mand bruger lige for tiden en del tid i træningscentret. Om han skrumper af det må tiden vise. Det er svært at se når man ser på hinanden hver dag.

Gæsteblogger på juletrauma-dot-dk

Jeg har bidraget til Jeppe Engells projekt, webloggen juletrauma-dot-dk. Mit bidrag er historien om vores jul på Skejby Sygehus, julen 2010. Du kan læse med her.

Og julen… Ja, den kommer jo om man vil det eller ej. Jeg synes jeg har så meget andet jeg skal nå inden jeg skal begynde på arbejde igen 2. januar 2013. Vi skal dog ikke være færdige til hverdag, for når jeg skal på arbejde skal Martin holde barsel. Jeg tror at jeg glæder mig lige så meget som han gør :-) Det blir spændende at være udearbejdende, og have en hjemmegående husfar i baghånden. Og det bliver dejligt at det ikke er mig der skal aflevere og hente børn i børnehaven hver dag.

Jeg har forresten købt en smartphone til mig selv. Det var måske også på tide at jeg kom ind i den mobile digitale tidsalder. Jeg har allerede installeret apps fra både pengebank, blodbank og e-boks på dyret. Og jeg har hørt at man også kan installere noget hejs så man kan mobilblogge…

Og tilbage til nutiden.

Vi var ude at spise i tirsdags og fejre vores første årti sammen. Peberbeuf på Klassisk 65. Tjeneren made my day. Hun vurderede mig til at være 5 år yngre end jeg er, og hun var ved at tabe kæben da hun fik at vide at vi har tre børn… Men hvad, hun var også kun 21 år og havde tre-måneders-dag med kæresten. Hvad ved man når man er 21 år og nyforelsket? Ikke nok om ungdomslivets ulidelige lethed, i hvert fald. Tænk hvis man var 21 år igen… Jeg ville nyde det faktum at jeg kun havde mig selv at tage ansvar for. Hvor var det sorgløst. Og hvor viste man det bare slet ikke…

Jeg beamer lige mig selv tilbage til bleer, billån, børnehaveforældremøde og brf-kredit. For  det vi skal bruge vores tid på det næste stykke tid er, at flytte. Vi har nemlig solgt hytten, opsagt det der brf-kredit-hejs og flytter i lejebolig i 2013. Vi vil nemlig gerne have et større hus. Og vi vil gerne have et nyere hus. Eller et hus som nogen har renoveret på. For vi kan ikke købe et ældre hus, rive det halve ned og genopbygge det selv. Det har vi slet ikke hverken lyst eller evner til! Og Vi har tre børn der ikke har fortjent at deres forældre skulle ende med at gå fra hinanden i frustration midt i forsøget…

Så nu har vi solgt vores skønne 121 kvm rækkevilla og flytter ind i 109 kvm lejlighed… Godt nok på 4. sal med udsigt, meeeen… Det er jo ikke der vi skal bo for evigt. Og vi er nok nødt til at gøre os virkelig gode venner med underboen når vi nu flytter ind med tre små børn, hvor de to af dem mener, at al gang bør foregå i løb. Der er jo ingen almindelige mennesker i dag der kan købe et hus før de har solgt det de har i forvejen. That is sooo 2007. Vi skal ikke brænde nallerne på noget.

Så nu skal vi lurepasse. Scanne området for egnede boliger og sprede ordet: Vi søger nyere hus med tre børneværelser og stort bryggers. Og vi kan handle hurtigt. Det sker jo ind imellem at folk bliver skilt og gerne vil af huse as soon as posible. Måske er det sådan en mulighed der dukker op til os. Men vi tager ikke det første tilbud der dukker op. Det er jo netop meningen med lejebolig-dealen. Vi er fri til at købe, men kan også vente med at handle til vi finder det vi allerhelst vil have. Og så kan vi jo kysse og kramme vores børn i vildskab indtil vi finder et hus med have, og tiden derfor skal bruges på græsklip og lugning, med mere. Oh, the joy…

Flashback – til den første dag i resten af mit liv.

Den 13. november 2002.

Det er onsdag. Jeg er med toget fra Esbjerg, for i går havde mine forældre sølvbryllup. En skøn fest med skønne mennesker og min mor i en fantastisk kjole. Jeg drømmer om at se lige så fantastisk ud til mit sølvbryllup, hvis jeg engang er så heldig at blive gift med en der vil være sammen med mig i 25 år.

Det er onsdag aften. Jeg er på Gyngen og høre højskolebands, for Den Sønderjyske Højskole er på turné, og som gammel elev støtter jeg op om sådan en begivenhed. Men jeg hører ikke rigtig efter musikken. Jeg sidder og skriver sms’er med Martin. Vi bekræfter hinanden i at der er længe til lørdag hvor vi har aftalt at ses. Alt for længe. Han er på musikinstituttet hvor han øver med Vocal Line. Men han er færdig kl. 22.00. Kl. 22.10 forlader jeg Gyngen og cykler ned på Sandgravvej. Med sommerfugle i maven.

Martin lukker mig ind. Vi sætter os på hans sofa. Der går ikke lang tid før Martin får fortalt mig at han synes jeg er helt fantastisk, at han tænker på mig hele tiden og at han håber jeg har det på samme måde. Jeg trækker vejret dybt og fortæller ham, at han egentlig slet ikke er min type… At jeg har lavet en aftale med mig selv om aldrig mere at bruge min tid på fjolser. Hans ansigtsudtryk er priceless! Heldigvis kan jeg også fortælle ham at jeg ikke synes at han er et fjols, og at hjertet altid får det sidste ord. Jeg er helt vild med ham! Han kysser mig og jeg spørger ham om han vil være min kæreste. For jeg vil have tingene på det rene. Ikke noget måske eller midt-i-mellem. Vi skal være kærester, eller også skal det ikke være. Han vil godt være min kæreste. Pyh! Jeg cykler hjem nogle timer senere. Det er slet ikke koldt, selv om kalenderen siger vi er midt i november. For der er sommer i mit hjerte.

For syv år siden idag friede han så til mig. Det tog jeg som et tegn på at han ikke havde fortrudt at han sagde ja til at blive kæreste med mig. Heldigvis :-) Og et bryllup og tre børn senere er han stadig den jeg allerhelst vil tilbringe mit liv med, bruge min tid med og dele mine tanker med. Jeg elsker ham når han tager Ole og Eva med til bageren søndag morgen og de kommer glade hjem med morgenbrød. Jeg elsker ham når han forsøger at beherske sine begejstrede udbrud mens han ser sport, fordi han ved jeg blir’ skide forskrækket hver gang han jubler over en scorring eller himler over en dårlig aflevering. Jeg elsker ham når han åbentlyst er stolt af at være gift med mig. Jeg elsker ham når han bander over at han for tredje gang på en dag taber noget eller går ind i ting. Jeg elsker ham for det menneske han er. Og jeg elsker at min far syntes at jeg havde fundet mig et godt parti :-) Jeg elsker ham også når han sidder ved middagsbordet og kigger ned i sin iPhone. Men mest når han ikke kigger i den… :-) Tak for ti dejlige år, Martin. Må vi få mange flere af den gode slags.

Snip snap snude, det var det. Nu vender jeg tilbage til at skrive om hverdag, børn, arbejde og det, der lige falder mig ind. Tak fordi du kom med helt i mål. Håber du er blevet glad af at læse med.

Den spæde start

For ti år siden var d. 6. november en onsdag. Vi øvede med det der band om tirsdagen, og  efter vores marathon-hyggelige mandag sammen, talte Martin og jeg i telefon med hinanden i en time efter øveren tirsdag aften. Onsdag d. 6. november 2002 ringede jeg igen til Martin da jeg havde været i skole. Det havde været en træls dag på seminariet, og jeg trængte til at snakke med nogen. (Som i Martin, som i “trøst mig, det tror jeg du er god til…”) Han tog ikke telefonen, så jeg lagde en besked på telefonsvareren. Kort tid efter kom der en sms: “Hej Ida. Har lige hørt din besked. Er der sket noget? Jeg er hos mine forældre og skal direkte til Vocal Line derefter, så jeg er ikke hjemme før sent” Jeg gætter på, at jeg har spurgt på telefonsvareren, om han var hjemme og om jeg ku komme forbi… Jeg svarede: “Ok. Står bare midt i en lortedag og ku godt bruge noget rart selskab… Det skal du ikke tænke på, så.” Jeg kan huske at jeg stod på ringgaden, mellem Randersvej og Paludan Müllers vej. Det var koldt for fingrene at stå og taste på mobilen, men noget trængte sig på. Jeg besluttede mig for at springe ud i det med begge ben… “…nå ja, så er der jo osse sket det, at jeg har tænkt på ham den søde pianist i Madonnabandet, og det ved jeg ikke helt hvor jeg skal gøre af…” Vente, vente, vente… Gad vide hvad han ville sige til den…? Bip bip! Hurtigt svar!  “Jeg kan jo sige det videre til ham…! Jeg har også tænkt på dig, og ved heller ikke lige hvad jeg skal stille op… Men nu ved du det :-)” There, we said it. Og så alligevel ikke helt. Vi blev enige om, at det nok var bedst at vi mødtes og fik snakket om hvad det var vi havde gang i. At spille i band sammen og måske blive kærester, det var nok ikke noget de andre medlemmer ville synes var det fedeste. På den anden side, så var det vel ret beset ikke noget de skulle have lov at bestemme…

Problemet var nu at finde et tidspunkt hvor vi kunne mødes i fred og ro. Første fælles hul i kalenderen var d. 16. november, om 10 dage… Og vi skulle øve sammen to gange, OG holde bandfest med de andre inden. Tal lige om dårlig timing. Men som sagt, en Klovborgost tager den tid bla bla bla bla bla….

I retrospekt er det egentlig meget sjovt at se, hvor kontrollerede vi trods alt var. Jeg kunne jo have pjækket dagen efter og fundet tid til at se Martin dér. Men det var ikke en mulighed i min verden. Martin kunne have pjækket fra sangforeningen VL, onsdag aften og have bedt mig om at komme dér. Men det var ikke en mulighed i hans verden. Sikke nogle retskafne unge mennesker vi var! Så selvom der blev åbnet for posen må I vente lidt endnu…

Tilløbet

Den 27. oktober 2002 skrev jeg i min dagbog: “Jeg har haft en uge hvor jeg har brugt rigtig meget tid på Messenger i “selskab” med Martin K. Det er lidt flirteagtigt til tider… Det er lidt underligt, for umiddelbart er han slet ikke min type, men der er noget ved ham…” Der vinkes med vognstænger, men jeg er åbentbart ikke klar til at fatte hvad det er jeg har gang i, for vi er stadig et stykke fra målet, så:

For ti år siden idag sad jeg på Martins futon og kiggede på CD’er, lyttede til musik og snakkede med ham som om vi havde kendt hinanden hele livet. Det var en mandag, jeg kom kl. 13.00 og gik først hjem kl. 23.30. Og da jeg kom hjem chattede vi videre i 5 kvarter over Messenger. Han var lige blevet opereret i knæet og trængte til selskab, så jeg havde tilbudt at komme forbi når jeg var færdig på seminariet. Han var i øvrigt også, i forbindelse med operationen, gået glip af en fantastisk koncert med Jonatha Brooke på Voxhall, og jeg havde derfor fået et par af hans CD’er med til koncerten, så jeg kunne få dem signeret til ham, hvis lejligheden bød sig. Det gjorde den, så dem skulle han jo have overrakt behørigt. Det var første gang jeg besøgte ham, og jeg kan huske, at jeg syntes der var ret fint ryddet op. Det var han umiddelbart bedre til end mig… Han åbnede efter et stykke tid, for han var iført DonJoy for at holde knæet i ro efter operationen, så min indre Florence Nightingale var straks igang med at finde på ting jeg kunne hjælpe ham med. Og da klokken pludselig var tæt på aftensmadstid, tilbød jeg at vi kunne spise sammen, så han ikke skulle stå i køkkenet på det der dårlige ben. Vi gik sammen ned i Alta og fik handlet, og hjemme igen fik jeg lavet lidt at spise. Men altså, ti og en halv time… Jeg husker at vi hørte musik og skiftedes til at finde gode CD’er og lytte til yndlingsnumre. Og jeg husker, at vi fandt ud af, at vi havde det samme yndlings RayDeeOhh nr. Men det har vi nok ikke fået ti og en halv time til at gå med… Vi må have talt om alt mulig andet. Det var i hvert fald hyggeligt. Og jo, vi nøjedes med at tale. Han var jo stadig ikke rigtig min type. På et tidspunkt ringede det på døren, og i Martins lejlighed skulle man ud af en dør og hen ad en gang for at åbne døren til gaden. Det var Martins far der ringede på og Martin gik ud og åbnede og kom kort tid efter ind igen, alene. Til vores bryllup underholdt min svigerfar med, at han den dag fik en fornemmelse af, at der var en anden gæst i lejligheden, som Martin foretrak at holde for sig selv. Han var pludselig blevet så bred i døråbningen, på trods af ny-opereret knæ….

Da jeg kom hjem fortsatte snakken som sagt på Messenger. Det var dengang jeg kunne holde mig vågen til engang efter midnat. Det har børnefamiliekonceptet efterfølgende lagt sin klamme hånd tungt på. Men efter at computeren var blevet slukket og jeg var krøbet under dynen skrev jeg i min dagbog at vi havde grinet og snakket og bare været, og at det havde været rigtig hyggeligt. De sidste ord mandag d. 4/11 2002 fik med på vejen var: “Jeg har haft alletiders dag!!!”

Men skal de ikke snart kysse med hinanden og blive rigtig kærester, spørger du nok… Jo jo, alt godt kommer til den der venter, og en Klovborg ost tar den tid en Klovborg ost skal tage. Du må vente lidt endnu…

Var det en date?

Lige nu har jeg tid til at skrive. Det er ikke sikkert jeg har det om et par dage, på tiårs dagen for det, jeg nu vil fortælle. Tre børn, hus, mad, vasketøj, bla bla bla og så videre. Så nu får I lige historien på forskud. Historien om vores -måske- første date. You be the judge of that…

Den 19. oktober 2002 var en lørdag. Jeg var 23 år, lige begyndt på en uddannelse og en gennemsnitlig én af den slags mennesker ville nok bruge en lørdag aften i selskab med alkohol og andre mennesker. Jeg sad hjemme på mit værelse i Herluff Trollesgade. Og der havde jeg siddet hele dagen. Og set fjernsyn. Og strikket. Og surfet lidt på internettet. (Jeg havde nemlig lige købt en ny computer – eller, min bror havde købt den for mig…) Og hørt musik. Og været på Messenger. Kan du huske Messenger? Det var den måde vi chattede med hinanden på for ti år siden. Og på Messenger kunne man også lave statusopdateringer. Sjovt, ikke? På et tidspunkt er Martin online på Messenger, og vi får en længere sludder om dit og dat. Det er rigtig hyggeligt, for manden har jo humor og en masse gode snappy comebacks. Vi snakker på et tidspunkt om, at det egentlig er lidt skod-skråstreg-taberagtigt at sidde hjemme en lørdag aften når byen er fuld af muligheder. Martin skriver så at han egentlig skulle have været i biffen med sin søster, men at hun har brændt ham af. “Men du kan da tage med, hvis du har lyst, Ida…” Sure, why not. Jeg havde ikke noget bedre at give mig til. “Jamen, så henter jeg dig om en halv times tid.” 30 minutter senere kører en rød Toyota Carina, årgang 1985 til fortovskanten ud for Herluff Trollesgade nr. 48, jeg stiger ind og vi kører mod BioCity på strøget. Ud af højtalerne synger Jonatha Brooke et totalt yndlingsnummer “Because I Told You So”, fra bilens båndafspiller (jeps, som i kasette-båndafspiller). Vi havde i ugerne forinden fundet ud af at vi begge var store fans af netop Jonatha Brooke, og jeg havde lånt nogle CD’er med hende af Martin, for ligesom at få udvidet min musikalske horisont.

I biografen havde vi pladser ret langt nede i salen. Til xXx. Med Vin Diesel. Jeg tror ikke jeg nogensinde har set en dårligere film i biografen. Det grinede vi meget af bagefter, da vi stod i baren på Café Smagløs og snakkede. Jeg fik en øl, Martin fik en cola. “Meget ansvarligt, han skal jo køre mig hjem i bilen”, tænkte jeg. Det var faktisk så hyggeligt, at vi først fandt ud af at klokken var 02.00, da bartenderen begyndte af stole op og lukke stedet ned… Vi var de sidste der gik.  Jeg blev kørt hjem, vi sagde godnat, jeg gik i seng og tænkte ikke mere over det. Jeg havde haft en rigtig sjov og hyggelig aften med en god, ny ven. Men et sted i mig var der noget der begyndte at røre på sig.

Senere har jeg så fundet ud af at: 

  • Martin havde aldrig haft en aftale med sin søster – men hvis nu det lød som om billetterne var købt, var jeg måske nemmere at få med…
  • da jeg sagde: “Ja, jeg vil gerne med i stedet for din søster”, skyndte Martin sig at bestille billetter og køre ned til biografen og hente dem, så historien om søsteren fremstod plausibel.
  • musikvalget i bilen var på ingen måder tilfældigt. Han vidste jeg var vild med det nummer, og det handler om kærlighed så det driver ned af væggene. Spolekassettebånd, sir jeg bare.
  • Martin drikker ikke alkohol. Han kan ikke lide det. Jeg beundrer ham. Jeg drak alkohol hele min gymnasietid uden at kunne lide det. Fordi det gjorde alle de andre. Martin er ikke som alle de andre. Heldigvis.
  • Det var måske i virkeligheden vores første date. Det bestemmer jeg lige at det er. Hidtil har jeg betragtet vores første date som den første gang vi var et sted sammen offentligt efter at vi var blevet kærester. Det var på Burger King…

Men der går altså lige en lille måneds tid endnu før vi bliver kærester. Jeg skal jo lige finde ud af at jeg er ved at forelske mig i manden. Hæng på.

 

Den første tirsdag i oktober

Den 1. oktober 2002 var en god dag. Jeg var nemlig så heldig, at jeg kom med i det der Madonna-kopiband, som havde haft mig til audition. Jeg var den ene af to korpiger, og så var der også en leadsangerinde. Vi mødtes alle sammen første gang til den første øver, tirsdag d. 1. oktober 2002. Det var sjovt. Det var spændende. Det var med en følelse af, at det kunne blive rigtig godt, det her. Vi kom godt ud af det med hinanden allesammen, lige fra første dag. Efter den anden øver, tirsdagen efter, skrev jeg i min dagbog: “Jeg er så vild med at jeg er kommet med i det her band. Tror det vil bringe en del med sig.” Hvor meget, har jeg først forstået nu… :-)

Om en uges tid er det ti år siden jeg var på en slags date med Martin for første gang. Stay tuned…