Stille

Må vi godt få arbejdsro?

Der er mange måder at håndtere forandringer på. Da jeg var førsteårsstuderende på seminariet var jeg en rigtig sur dame. Jeg havde mine forestillinger om hvordan verden var skruet sammen, og på seminariet blev de grundigt forstyrret. Jeg syntes at mine undervisere var arrogante og bedrevidende. Det var højtragende og virkelighedsfjernt, mente jeg. Jeg havde svært ved at se hvordan jeg skulle anvende al den teori jeg forsøgte at lære og satte spørgsmålstegn ved, om den overhovedet var nødvendig. (Det er den!)

Især husker jeg at begrebet meta-niveau voldte mig ret mange kvaler. Jeg forstod det ikke.  Seminariet og det jeg lærte, var en stor forandring og jeg var sur. Sådan håndterede jeg det. Heldigvis var der tre gode år derefter. Man modnes. Man kommer overens med tingenes tilstand. Og selvom det nok ikke var så sjovt for mine omgivelser, så var det udviklende for mig at være en sur førsteårsstuderende.

På godt dansk betyder meta-niveau det, at man “hæver sig op i helikopteren” og ser på det man laver, ovenfra. Metareflektion er reflektion over den reflektion man gør sig. Metadata er data om data. Meta er “niveauet over”. Hvis man er i stand til at “gå meta” er man i stand til at lære noget af sine egne og andres handlinger (og fejl…) Det er godt at kunne når man er lærer. Det er udviklende, synes jeg.

Man kan stort set ikke åbne en netavis eller et socialt medie i disse dage uden at støde på en artikel eller en statusopdatering der handler om den nye skolereform og i særdeleshed lærernes ændrede arbejdsvilkår. Så skal lærerne i nogle kommuner pludselig stemple ind og ud når de kommer og går, fordi man så er sikker på at de er til stede. Så skal de ikke alligevel. Så er forældrene pludselig optimistiske omkring den længere og mere varierede skoledag efter at have set en struktur på dagen i form af skemaer, mens lærerforeningsformanden maner til besindighed og siger “lad os nu se hvad de synes om det når året er gået”. Så er der skoler hvor lærernes lovede arbejdspladser ikke er klar og forargelsen vil ingen ende tage. Bekymringen om den reducerede forberedelsestid får også spalteplads og idrætsklubber er på herrens mark de steder i landet, hvor skolerne stadig tumler med at få sat et skema sammen til elever og lærere. En reform der måske så ret ligetil ud på papiret, har vist sig ikke at være ligetil overhovedet, når det kommer til fordeling af lektioner og ikke mindst opfyldelse af den famøse tilstedeværelsestid.

På min arbejdsplads er der lige så mange måde at håndtere forandring som der er personer. Der er vrede. Trodsighed. Forvirring. Tvivl. Ligegyldighed. Det er meget “Jeg-baseret”, og jeg forstår godt udgangspunktet. Jeg tror det kommer af uvidenheden og uvisheden. Vi ved ikke hvad det kommende skoleår vil byde på af uventede overraskelser. Vi ved ikke hvordan eleverne vil modtage “den længere og mere varierede skoledag.” Vi ved ikke hvordan vi selv vil trives med vores nye arbejdsvilkår. Men der er heldigvis også en “Vi-baseret” positivisme, en fortrøstning, en vilje og en faglig stolthed, som gerne skulle kunne bære os sammen hen over den individuelle tvivl. Men den har trange kår.

Man kan først “gå meta” når man har det organisatoriske og det praktiske på plads. Det der med at bygge skibet mens man sejler, det kan man blive nødt til ind imellem. Men jeg synes ikke det er anbefalelsesværdigt. Vi kan først begynde at udvikle os selv som lærere og skolen som læringscenter i reformens navn når vi har haft hverdagen inde på livet i en periode. Det går bedst hvis man tager opgaverne til sig med nysgerrighed og positiv vilje, og det synes jeg er svært med den vinkel medier i alle afskygninger bruger når de skriver om skolen, reformen og lærerne der skal føre den ud i livet.

Det gælder også lærernes egen organisation, DLF. Jeg vil ikke dele og like en artikel om, at nogle skoler ikke har lærernes arbejdspladser klar til første arbejdsdag. Det er ikke i orden, og jeg forstår frustrationerne. Men jeg vil ikke lade frustration og trodsighed være min tilgang til nye tider. Jeg vil ikke gå et efterår i møde i forsvarsposition. Jeg vil have arbejdsro. Lad nu mig og mine kolleger i hele landet være, så vi kan sadle om og finde ud af hvordan vi skal holde skole inden for den nye reforms rammer. Jeg vil gerne forstyrres i min tankegang af andre lærere der vil noget med vores fag. Jeg vil ikke forstyrres i mit arbejde af medier der forventer resultater og forandring her og nu.  Ting tager tid, og først om ti år går reformens første fuldbårne kuld elever ud af skolen. Det sætter ligesom tingene lidt i perspektiv. Jeg beder ikke om ti år men om en fredelig og rolig opstart. Når jeg er klar til at “gå meta” på de nye vilkår kan vi tales ved. Indtil da synes jeg ikke at arbejdsro er for meget at forlange.

Skriv et svar