Jeg skal hilse fra mig selv.

Det er næsten et halvt år siden jeg har blogget sidst. Det er kun sket meget få gange i de snart ti år Brinkboblerne har eksisteret. Og det er ikke fordi jeg ikke gider mere. Jeg har formuleret masser af bobler inde i hovedet mens jeg har passet mit arbejde, hentet og bragt mine børn, lavet mad til dem, leget med dem, puttet dem, passet mere arbejde, vasket tøj, kysset min mand, støvsuget, og alt mulig andet praktisk. Jeg har endda været igang med et par stykker sent om aftenen, i den tro at hvis bare ideen og ordene betød nok, så kunne jeg godt holde mig vågen til at få skrevet det færdigt. Nix. Øjnene gled i før jeg nåede at blive færdig, og da jeg vågnede igen ventede endnu en arbejdsdag krydret med familiepraktik og hus-og-have-passeri.

Det er jo ikke fordi år 2013 har været begivenhedsløs. Arbejdsmæssigt var der en bette lockout som fyldte. Som jeg også kommenterede her på bloggen. Det var et indlæg som på meget kort tid blev set +25.000 gange. Dét var en underlig fornemmelse. Så var der vores boligsituation. Den 9. januar 2013 flyttede vi fra vores rækkehus til en 4. sals lejlighed på 100 kvm. To værelser, et badeværelse og et stort køkken-stue rum til vores famile på to voksne og tre børn. Vi havde solgt huset fordi vi syntes vi skulle have mere plads. Og da der ikke var dukket noget interessant op måtte vi bo til leje, indtil vi fandt et hus vi syntes om og kunne betale. Det hus dukkede op i maj måned. Vi fik handlet og overtog Venusvej 32 i slutningen af juli og flyttede ind d. 5. august. Vi har følt os hjemme fra den første dag, og noget af det første vi købte til haven var en trampolin. Børnene har brugt den hver dag fra den blev sat op, til vi måtte tage dugen af den inden den første efterårsstorm. Hus og have har derfor taget meget meget af vores tid i efteråret. Og det føles rigtigt.

Så var der jo Ines. Og skoldkopperne. Og blodforgiftningen. Det har jeg skrevet om i mit forrige blogindlæg. Tre måneders ufrivilligt fravær fra mit arbejde. Og en forvandlig fra tough mom til pyldremor, der får en klump i halsen hver gang et af børnene får feber… Jeg skal på skitur til Østrig med en god håndfuld af mine skønne kolleger om et par uger. Og for nogle år siden ville jeg have glædet mig virkelig meget til tid for mig selv, væk fra familien. Men nu kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på, at jeg skal være langt væk fra dem i længere tid.

Mit arbejde fylder meget i mit liv fordi jeg holder af det. Jeg synes jeg er en dygtig lærer og jeg har mange ideer og meget jeg gerne vil prøve af. Jeg fornemmer at mine elever kan lide den undervisning jeg laver og holder af den lærer jeg er for dem. De kommende år bliver interessante, med den nye skolereform der skal implementeres i skolernes fysiske og mentale kulturer. Det er for sent at råbe surt af de politikere der gennemtvang et indgreb i forårets konflikt og som deltog i reformudarbejdelsen. Men jeg forudsiger et par enkelte “hvad sagde jeg”‘er i løbet af de næste års tid. Forhåbentlig kommer der også gode ting ud af reformen og ambitionen om en ny måde at holde skole på. Jeg har været god til at holde mit arbejde på skolen, men at blive helt fri for arbejde derhjemme ville være ret fantastisk. Skibet bygges mens det sejler, som det så populært hedder. Min og mine kollegers fornemmeste opgave er (hvis du spørger mig), at sørge for at ingen børn bliver tabt på gulvet i processen.

Mine nytårsforsæt fik jeg ikke gjort noget ved: Jeg ville lære at temperere chokolade og jeg ville løbe et halvmarathon. Jeg var tilmeldt det dersens halvmarathon, men en hård vinter (og deraf følgende angst for at glide under træning) og lockouten satte en stopper for løbeambitionerne. Og chokoladetemperering. Det har jeg sgu ikke haft tid til… Jeg tror at nytårsforsættene for 2014 skal være mindre ambitiøse. Som f.eks. at gå mere i højhælede sko. Eller at bruge make-up noget oftere. Eller at spise mere sushi, selvom ingen i min familie gider spise sushi med mig. 2014 må godt være kedelig på begivenhedsfronten. Men hverdagen behøver jo ikke være kedelig af den grund. Jeg tror jeg vil øve mig i at være en hverdagsdiva. Det skal være mit nytårsforsæt.

I vores køkken har vi en tavle hængende. Sådan en man skriver på med tavlekridt. Her skriver vi løbende de ting vi skal have købt ind. Så tager vi et billede af tavlen med vores smartphones og så bliver intet (eller meget lidt i hvert fald) glemt. I øverste venstre hjørne af tavlen står der: “Vi går aldrig ned på vasketøj og kærlighed”. For få dage siden tilføjede Martin et “-og vilje!” til hjemmets mantra. Og han har ret. Det føles som om det ofte er vilje der bærer os igennem. Men ingen vilje uden kærlighed. Og det er vores kærlighed der er årsag til al det vasketøj vores husstand akkumulerer. Tre børn. De er søde, skønne, dejlige, finurlige, kloge, veltalende, smilende, sjove, kærlige, krævende og kvikke. Men de producerer godt nok meget vasketøj. Vi mangler altså aldrig noget at lave. Og det kommer vi nok heller ikke til i 2014

God røv og godt nytår.

En tanke om "Jeg skal hilse fra mig selv."

Skriv et svar