Hvad er det vigtigste i livet?

Styrke. Det er noget man finder frem når man virkelig har brug for det.

Siden den 24. maj har min families liv ikke været helt normalt. Faktisk har vi i perioder erklæret vores hverdag i undtagelsestilstand. Ines, vores yngste datter på 13 måneder blev ualmindelig hårdt ramt af skoldkopper. Der var mange. Rigtig mange. Så mange, at alle de sundhedsfaglige personer der så hende i skoldkoppernes velmagtsdage måtte erkende, at de aldrig havde set noget lignende. I en uge var hun og jeg indlagt i isolation på Regionshospitalet i Randers, hvor hun fik noget medicin der kunne standse udbrudets voldsomhed. Det lykkedes, og vi blev sendt hjem med en åben indlæggelse, til alle skorper var helet op og faldet af. Hun havde feber da vi forlod Regionshospitalet, men jeg blev forklaret, at det var helt normalt med feber når hun havde skoldkopper. Og nu skulle hun hjem i vante omgivelser og blive rask. Vi glædede os. Men så blev hun virkelig syg.

Vi blev udskrevet en lørdag. Søndag var hun slap og sov meget, havde stadig feber og var stille når hun endelig var vågen. Søndag aften havde feberen sneget sig op på 41 grader, og efter en kort samtale med vagthavende læge i Randers, kørte vi tilbage til Regionshospitalet. Ines havde fået en stafylokok-infektion i blodet. Det, som man i gamle dage ville havde kaldt en blodforgiftning. Det ord dukkede først op i min bevisthed nogle uger senere. Og det var nok meget godt at jeg “i kampens hede” ikke vidste at mit barns tilstand var så alvorlig, at hun i værste fald kunne dø. Hun blev straks sat i behandling med antibiotika, vi blev indlogeret på isolationsstue igen, og fik at vide, at hun skulle behandles med antibiotikaen intravenøst i 7 dage. De 7 dage skulle blive til 38 dage med medicingivning direkte i Ines’ blodårer, tre gange dagligt. Dog ikke i isolation, og ikke alle dage i Randers. Vi blev flyttet til Skejby Sygehus da Ines var blevet så frisk at vi kunne være hjemme. Det gav mere mening at køre de 7 kilometer til Skejby og afdeling A2, end at køre 25 km til Randers. Tre gange om dagen… Og heldigvis for os var det den helt rigtige læge der var på vagt, da lægerne fra Randers ringede og anmodede om, at Ines kunne viderebehandles i Skejby. Der blev sagt JA, og det føltes rigtig godt at komme på A2. Ines trængte i hvert fald til luftforandring. Børn, også dem der ikke har talesprog endnu, kan godt blive deprimerede og få hospitalskuller. Jeg har nu set, hvordan det kan se ud.

Hvis jeg havde vidst hvad jeg og vi skulle igennem, da jeg ringede til vagtlægen d. 24. maj, fordi Ines havde alle de mange skoldkopper, så tror jeg nok jeg havde betakket mig. Så tror jeg ikke, at jeg lige umiddelbart havde fundet al den styrke jeg har behersket under hele forløbet. Men uforudsigelighed er et af livets vilkår. Nogen skulle være stærk. Nogen skulle holde hovedet koldt og være Ines’ advokat. Nogen skulle være hos hende, da hun skulle have lagt det første drop, hvor de måtte stikke hende 15-20 gange, før de fik lagt et fornuftigt venflon. Nogen skulle holde hende fast, da de halvvejs opgav venflonet og forsøgte sig fire gange med at lægge en sonde ned i maven. Men spiserøret var, som mund og svælg, oversået med skoldkopper, så det måtte også opgives. Nogen skulle være hendes mor. Og det er jeg. Det kan man ikke springe til og fra. Men nogen skulle også holde resten af familien kørende. Nogen skulle sørge for at hverdagen for Ole og Eva var så normal og upåvirket som muligt. Nogen skulle lytte, når jeg ringede hjem og syntes at det var uoverstigeligt. Martin skulle være Ines’, Oles og Evas far, og min mand, samtidig med at han styrede hjemmefronten og passede sit arbejde. Styrke, det er noget vi har når vi virkelig skal bruge det.

Og vi får styrken af kærlighed. Visheden om, at vi står sammen fordi vi vil hinanden, og fordi vi elsker hinanden og vores børn, kan få os til at bære mere end vi troede. Når man ikke kan se bjergets top, men ved man er nødt til at klatre over den, så er der ikke andet at gøre, end at blive ved. Og styrken til at gøre det, uden at blive skør, den findes i kærligheden. Det bliver lidt højstemt, det ved jeg godt. Men livet byder os ind i mellem oplevelser, der skærper taknemmeligheden for det, vi har. Som skal få os til at stoppe op og tænke over, hvad det vigtigste i livet er. Et godt helbred er at foretrække. Og jeg har bestemt at jeg ikke skal se indersiden af et sygehus igen før vores børn gør os til bedsteforældre, og vi skal på besøg på barselsgangen. Men jeg vil hellere undvære min højre arm end jeg vil undvære Martin, Ole, Eva og Ines. De er min styrkes katalysator. Uden den kærlighed der er mellem os ville jeg være fortabt. Så enkelt er det.

Ines er her stadig. Og hun bliver helt rask.

Skriv et svar