De første fem år (langt)

Idag har været en mærkelig dag. Tårerne løber ned ad kinderne af sig selv, fordi hjertet løber over med minder fra for nøjagtig fem år siden. Den dag min far døde. Den dag noget flåede mit hjerte ud af mit bryst, rev det midt over og satte det helt forkert på plads igen. Den dag den længste vinter i mit liv begyndte. Bogstaveligt og billedligt talt.

Sorg havde ikke før været en bevidst del af mit liv. Jo, kærestesorger havde jeg haft, til tider nogle altoverskyggende, hvis jeg selv skulle sige det. Men hvad ved man egentlig om sorg når man aldrig rigtig har mistet nogen for alvor.

Min far fik en voldsom hjerneblødning en søndag. Han blev bragt til Intensivafdelingen i Odense og vi kom og var hos ham. Mandag var han i kunstigt koma, opereret og stabil. Lægerne talte lægesprog og jeg sporede ingen optimisme. Kun hos min mor, som troede fuldt og fast på at far nok skulle vågne igen og blive rask. Mine egne børn var syge, og da min far var stabil besluttede vi at jeg skulle tage hjem og være hos mine børn. Tirsdag formiddag ringer min telefon. Det er sygeplejersken fra min fars stue. Hun siger noget om resultatet af en scanning og at de gerne vil have at jeg kommer. Mine knæ ekser under mig og jeg spørger grådkvalt om min far er død. Hun svarer nej til mit spørgsmål. Men lægger ikke skjul på, at jeg skal komme, fordi det går den vej. Hun spørger bl.a. om der er nogen der kan køre mig, og siger, at hun ikke synes jeg skal køre selv. Det er der heldigvis. Martin smider hvad han har i hænderne og så kører vi som død og helvede mod Odense. På vejen er der et familiemedlem der ringer til mig. Jeg kan ikke huske hvem det er, jeg husker bare at jeg fejer vedkommende af med lidt almindeligheder. Jeg er på vej til Odense for at opleve at min far dør… Et sted på Fyn holder vi ind på en tankstation for at købe noget at spise. Der er lang kø og jeg er utålmodig. Jeg ender med at bede dem foran mig i køen om lov til at komme foran, fordi jeg er på vej til min døende far.

Da vi ankommer til Odense Universitets Hospital sætter Martin mig af ved indgangen tættest ved intensiv afdelingen. Jeg nærmest løber ud af bilen. Spæner over fodgængerovergangen og ind i forhallen. Op ad trappen, rundt til elevatoren. Ind. Op. Ud. Spurter hen ad gangen og ind på min fars stue. Jeg går i knæ og spørger hulkende ”Er han død?” Det er han ikke. Maskiner sørger for at holde liv i den krop jeg kender som min fars. Men han kommer ikke til at vågne igen. Hjerneblødningen har ødelagt for meget af hans hjerne. Jeg er kommet for at være hos ham når maskinerne bliver slukket.

Vi havde samtaler med lægerne. Jeg husker ikke meget af hvad der blev sagt, men vi besluttede ret hurtigt at der skulle slukkes for maskinerne med det samme. Håb var der intet af. Og heller ingen grund til at trække pinen ud. Vi ventede udenfor mens sygeplejerskerne koblede alt udstyret fra. Ventede på at komme ind og opleve vores fars død. Jeg husker at jeg forsøgte at synge for ham. Det lykkedes kun til en vis grad. Jeg holdt hans hånd. Aede hans kind. Han trak vejret selv for sidste gang mens min mor, min bror, min mand og jeg sad hos ham. Jeg kyssede hans ansigt, lænede mig op ad hans arm. Jeg troede ikke jeg kunne røre ved et dødt menneske. Men min far kunne jeg slet ikke slippe igen.

Jeg husker mig selv stående på gangen udenfor den stue, som havde været min fars. Nu var han død. Jeg stod med telefonen i hånden og skulle ringe til mennesker, der skulle vide at Torkil ikke var her mere. Min fars tidligere kompagnoner. Mine forældres venner. Naboer. Jeg ringede også til mine barndomsveninder. Til en gammel kæreste. Skrev på Facebook: ”Jeg har mistet min far”. Jeg havde uendeligt svært ved at forstå at mennesker ude på gaden bare kunne gå upåvirkede forbi. Intet var som før, og intet ville nogensinde blive det samme igen.

Sorg kan føles som en forbandelse. Som en dyne af tristhed. Som et sort hul. Som noget der aldrig får ende. Tabet føles så uretfærdigt, og så meningsløst. Sorg har ikke brug for en løsning, og der er ikke udløbsdato på hvor længe man kan være ked af at have mistet et elsket menneske. Sorgen er allestedsnærværende. Fem år efter bliver jeg stadig ind imellem overmandet af sorgen, uden varsel. Sorg er uforudsigelig, ligesom livet. Hvis min far stadig levede, så havde vi ikke fået Ines, vores yngste barn. Men efter min far døde havde Martin og jeg brug for at være flere i vores lille familie. Sådan kan man også finde mening i det meningsløse.

Den dag min far fik hjerneblødningen ringede min mor til mig flere gange, hvor jeg ikke hørte telefonen. Hun havde indtalt flere beskeder. Jeg skulle ringe. Til hende. Til min bror. Jeg skulle komme. I dag får jeg en klump i halsen hvis jeg kan se at nogen jeg holder af har ringet til mig flere gange kort tid efter hinanden. Sådan bliver vi også mærket af de situationer vi udsættes for.

Jeg var med til at bære min fars kiste ud til graven da han blev begravet fire dage senere. Jeg troede ikke jeg kunne, og jeg græd da også som pisket da vi gik ud af kirken. Men jeg skulle. Det er børns lod at bære deres forældre til graven. That too is part of life. Kirken var mere end fyldt. Og aldrig før eller siden har jeg set så mange blomster.

Der er gået fem år. Med sorg og glæde og alt det der er ind imellem. Vi er tre mennesker der er rykket nærmere hinanden. Min mor, min bror Rune og jeg. Det har været vigtigt for os at tale. Om det hele. Det er fantastisk dejligt når vi taler om far. Om oplevelser, om kendetegn ved ham og os, om hvad han ville have ment om dette og hint. Og det er ekstra dejligt når andre også gerne vil tale og fortælle. Så er far ikke blevet glemt. Der findes nogen der mener at sorg er nemmest at håndtere hvis vi forsøger at ignorere den. At tab er noget vi skal ”komme over”. Men mit iturevne og misplacerede hjerte kan ikke bare komme over at min far ikke er her mere. Mit hjerte skal komme overens med det faktum at jeg har haft den tid med ham som der var til mig. Man kan komme over en lungebetændelse. Det er ikke et livsændrende følelsesmæssigt flik-flak. Døden er derimod et faktum som man ikke for alvor kan forberede sig på men som på et eller andet tidspunkt vil spille en rolle i ens liv.

Jeg er en anden Ida i dag end jeg ville have været hvis min far stadig levede. Uanset hvad, ville han have væres stolt af mig, og elsket mig for den jeg er. Og med det i baghovedet lever jeg med det tomrum han har efterladt. Min far, Torkil Christensen, blev 60 år. Han er elsket og han er savnet.

Skriv et svar