Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

To be Frank – en parafrase over regnskaber og stress.

Jeg har altid vidst hvad en revisor var for noget. Min far, talknuseren, var revisor, havde firma og ansatte og da jeg blev gammel nok til det blev jeg også ansat, som piccoline, og tjente her mine første egne penge. Som der selvfølgelig blev ført regnskab over… Som 12-13 årige fik min bror og jeg selv råderet over vores økonomi. Eller. Far havde læst (og selvfølgelig regnet efter) hvor meget et barn på vores alder cirka kostede på årsbasis i tøj, toiletartikler, fritidsinteresser og så videre. Og det beløb blev divideret med tolv, og så skulle vi ellers lære at lægge budget, så vi havde penge til det, vi gerne ville bruge penge på. 1100 kr. pr måned. Ville vi gå til spejder, fodbold eller dans, så skulle der være penge til at betale det, når kontingentet blev opkrævet. Den første tid med denne – på papiret – enorme økonomiske frihed indeholdt månedlige budgetmøder med far. Hvad blev pengene brugt på? ”Husk nu at gemme penge så du kan betale for sommerlejr med spejderne. Hvis du køber den dyre shampoo er der ikke råd til at tage med ungdomsklubben i svømmehallen.” Jeg hadede de der budgetmøder. Tal er SÅ tørre. Jeg har en god og sund økonomisk sans, og vidste udmærket hvor mange penge jeg havde og hvor mange penge jeg kunne bruge for at have råd til det ene og det andet. Også fremadrettet. Men jeg lavede pligtskyldigt mine budgetter. Også da jeg sparede op til at komme på højskole. Og flyttede hjemmefra. Og flyttede igen. Og flyttede til Odense. Og droppede ud af sygeplejestudiet. Og fik fuldtidsjob. Og tog på højskole igen. Jeg har styr på min økonomi. Det er helt andre steder i mig der har brug for råd fra en revisor.

I dag er det Martin der står for at lave budgetter hjemme hos os. Jeg kigger med over skulderen, men hans evner i et excel-ark overstiger mine med lysår, og det går så stærkt når han kopierer og flytter rundt, at jeg må kigge væk. Jeg stoler endnu ikke helt på cut-copy-paste. De benoves i banken når vi kommer med det store regneark med forventede indtægter og udgifter. Det er så grundigt.

De mentale regnskaber derimod. De har været i underskud i en periode. Eller skulle jeg sige, en årrække. Her har jeg ikke formået at kalkulere med korrekte indtægter og udgifter. Der har ikke været balance. Og på et tidspunkt er der ikke mere kredit at give af.

Og bang. Så lå jeg der. Med stress. På bunden. Den manifesterede sig flere steder. Hyperventilerende på en bænk med en omsorgsfuld kollega ved siden af, der gjorde alt det rigtige (tak, Lene). Med hjertebanken på mit køkkengulv med min leder i røret – ”Jeg kan ikke komme i morgen. Jeg kan ikke noget”. Hulkende på mine knæ på gulvet i min læges konsultation. ”Jeg er så bange for at du vil sige til mig, at jeg bare skal tage mig sammen.” Det gjorde lægen ikke. Hun sygemeldte mig, først en måned, så to måneder mere. Og langsomt, ekstremt langsomt hævede jeg mig lidt op fra bunden. Jeg oparbejdede en smule kredit igen. På min sofa, med Netflix. Med middagslure. Med gåture. Med mere Netflix. Jeg genså Friends, Downton Abbey, The Crown og udvalgte afsnit af Game of Thrones. Men begyndte ikke på nye serier. Mit hoved kunne kun forholde sig til langsom tv som det havde set før. Jeg kom ikke meget ud. Kørte ikke selv bil de første fjorten dage. Jeg turde ikke stole på, at min hjerne kunne reagere hurtigt nok, hvis jeg kom ud for farlige situationer i trafikken. Langsomt kom der mere ro i mit hoved. Og gamle vaner overtog igen. Og bang! Tilbagefald. Fuck! Jeg havde presset mig selv til noget jeg egentlig ikke havde lyst til. Jeg havde bare ikke mærket ordentligt efter. Jeg var rasende! Og så dukkede der pludselig en ny mand op i mit liv.

Frank. Min psykolog præsenterede mig for ham. Og Frank har været hos mig næsten hver dag siden.

”Hvem hulen er Frank?”, spørger du nok. Frank er min mentale revisor. Han er en ældre herre, lidt krumbøjet, tyndhåret og lidt buttet. Man kan kende ham på de brune, rillede fløjlsbukser, som er blankslidte på knæene. Han ryger pibe, men kun efter frokost. Han ejer ikke et jakkesæt, men han er til gengæld leveringsdygtig i sweaterveste i alle de grågrønne og brune farvenuancer du kan forestille dig. Frank holder øje med min mentale balance. Og jeg spørger Frank til råds når jeg kigger min kalender igennem eller bliver spurgt om jeg lige kan det ene eller det andet. Frank arbejder ikke med toårs-planer. Faktisk evner Frank ikke at se ret meget længere fremad end en uges tid. Og er der ikke balance mellem mental indtægt og mental udgift, så kigger Frank spørgende på mig henover brillen. ”Hvordan havde du tænkt dig, at dette skal bogføres?” Han betragter mit mentale helbred som en konto med hævekort. Der kan ikke laves overtræk. Hvis jeg vil bruge mentalt energi på noget, skal der være opsparet noget energi jeg kan benytte til formålet. Frank bliver aldrig vred. Men jeg er aldrig i tvivl om hvad han tænker, når han ryster uforstående på hovedet over et valg, jeg har truffet.
Frank is always frank. Ærlig som et spejl man kan holde op foran sig selv. Jeg elsker ham og satser på, at vi får et frugtbart og langvarigt forhold til hinanden.

PS: Frank er naturligvis en fiktiv, opdigtet person som udelukkende eksisterer inde i mit hoved. Enhver lighed med levende personer er utilsigtet, men kan betragtes som en kærlig hyldest til mennesker i almindelighed, revisorer i særdeleshed.

Oven over skyerne er himlen altid blå.

I nat kl 02.00 ringede vækkeuret og jeg var vågen sekundet efter. Afgang til Billund kl 03.00, for at kunne sidde i en flyver til Amsterdam kl. 06.00. Hele Vocal Line, bortset fra os 6 der rejser i dag er allerede i Rio og poster billeder af fest og farver. Af forskellige årsager er vi 6 Vocal Linere der rejser til Brasillien “til direktørtid”, og jeg har glædet mig! Til flere ting: At komme til Sydamerika. Det ville jeg måske aldrig være kommet hvis ikke jeg var blevet 1. alt i Vocal Line. Det står ikke på min liste over “places to see”. Jeg har ingen forventninger ud over forventningen om én på opleveren. Og så glæder jeg mig til bare at følge efter. At være lemming i det store Vocal Line univers af fede koncertoplevelser, nye bekendtskaber og amazing-ness. Og til at synge, naturligvis. Flyveturen fra Amsterdam til Sao Paolo tager lidt over 11 timer, og der er stadig nogle sange der skal øves. Til den her udsigt er det helt okay.    
 
Det er nu 23 1/2 time siden jeg stod op. Lokalt er klokken 20.35.  Vi venter i lufthavnen i Sao Paolo på indenrigsflyet til Porto Alegre. Her skal vi indkvarteres privat den første nat. Ikke helt efter den oprindelige plan. Men vi har ja-hatten på og tar det som en oplevelse. I morgen, søndag aften flyver vi til Rio, for mandag morgen synger vi ved Cristo Redentor på Corcovado. Derefter retur til Porto Alegre og synge koncert mandag aften. Forhåbentlig finder jeg wi-fi igen, om ikke andet, så i en ny lufthavn. Så kommer der flere billeder. 

Om et døgn er jeg et sted over Atlanterhavet

Jeg skal med Vocal Line til Brasillien. Og hvis det går som jeg håber, så vil jeg forsøge at mobilblogge en form for rejsedagbog her på siden. Om ikke for andre, så for min mor, der glæder sig på mine vegne over den oplevelse der venter forude, og som formår at gemme sine bekymringer så langt væk at de næsten ikke påvirker mig. 

Tasken er allerede pakket. I aften kysser jeg mine børn godnat og ser dem først igen om ti dage. 

Slidte sko

Mit nytårsforsæt om at være hverdagsdiva går meget godt. Jeg købte nye sko med høje hæle i ferien, for jeg synes faktisk at konceptet holder. Og det kræver lidt nyt til fødderne en gang imellem.

Det viser sig dog, at jeg ofte finder de gamle, tilgåede stiletter frem. Dem der er lidt ridsede, lidt slidte, dem som er blevet komfortable på trods af 7-8 cm. hæl. Og hvorfor er det interessant? Fordi det er en allegori.  Det er sådan det er at være midt i implementeringen af en reform.  Jeg søger det, jeg kender og er tryg ved. Martin sagde til mig at han syntes jeg skulle skrive om hvordan det går med alt det nye, reformen, arbejdstidsaftalen. Med mere.

Jeg har bare ikke noget at sige endnu. Man kunne måske tro at jeg gemmer mig bag den gamle traver med, at man kun skal sige noget negativt hvis man også kan sige noget positivt. Det er ikke tilfældet.  Der er -som før reformen- aldrig to dage der er ens. Det er sjældent det samme problem der udfordrer. Og sjældent de samme gyldne øjeblikke med børn eller kolleger der bringer smil og glæde ved arbejdet frem.

Jeg kan sige noget om forskellen på børn i 2. og i 3. klasse. Når man har haft en klasse gennem 1. og 2. klassetrin er det i 3. klasse man begynder at kunne høste frugterne af ens hårde arbejde. Eller må arbejde hårdt for at samle op på børn man har overset (Ja, det sker. Børn kan også det der med “fake it ’till you make it. Og nogle børn “maker” det så alligevel ikke…) I 3. klasse kan vi begynde at blafre lidt med ørerne og børnene kan gives lov til at stikke fagligt af i forskellige retninger. Danskfagligt synes jeg at 3. klasse er mest interessant. Vi begynder at kunne tale om indhold mellem linjerne. Vi får styr på over- og underbegreber. Ordklasser, stavning, formulering, det som gør at man kan give klassen videre til en ny dansklærer og vide, at man har afleveret et hæderligt råmateriale. Jeg synes det er vemodigt at give dem videre. Men det er også fedt at få en helt ny 1. klasse. Hårdt arbejde, men når man er god til det bliver det også en personlig udfordring. Så kan man stille sig selv spørgsmålet: “Hvordan bliver jeg bedre?”

Reformskibet er stævnet ud. Jeg er ikke fan af udtrykket: “Vi bygger skibet mens vi sejler” Det er vel, ret beset og bogstaveligt talt, noget af det dummeste man kan gøre. Det er bare en mekanisk måde at sige “Vi ender med at lave fejl, og sådan er det” Og jeg fungerer meget bedre ved at sige tingene som de er.  For nogle år siden var jeg med på et dagsseminar, sammen med en håndfuld andre medarbejdere fra min skole. Det var spændende. Jeg kan ikke huske hvad emnet var, men jeg lærte noget om produktionens domæne og reflektionens domæne. Der blev brugt en del formuleringer fra et papir der hedder “Ledelsesgrundlag i Børn og Unge. Det har at gøre med de værdier man fra kommunal side ønsker, at ledere i de forskellige niveauer i Børn og Unge forvaltningen udviser og arbejder efter. Jeg har gemt en post-it fra kurset. Den hænger på indersiden af mit skab på skolen. Der står: “Vi tør give plads til vildskab og erkende fejl.” Jeg skrev den og hængte den op fordi jeg kunne mærke den. Helt ned i tæerne og ud i fingerspidserne. Og nu har jeg googlet resten.  Her er det:

VI TØR

  •  Give plads til vildskab og erkende fejl
  •  Gå efter at være de bedste og tage de nødvendige konflikter
  •  Rykke i fællesskab og sætte os selv i spil
  •  Være åbne og ærlige og blande os på tværs af faglige/organisatoriske grænser
  •  Stille krav og give ærlige tilbagemeldinger

Og jeg synes ikke de begrænser sig til at kunne bruges og efterleves af ledere i organisationen. Jeg vil tage det med mig ind i klasserummet. Jeg vil mit job. Jeg vil mine elever. Og jeg vil udvikle mig og blive bedre. Ærligt.  Jeg kunne komme med en masse hav- og skibsmetaforer i den sammenhæng. Om at sejle sin egen sø. Om smult vande, om stormvarsler og om at være i samme båd. Men det er for nemt. Dem der vil bygge skibe mens de sejler kan spille metaforkortet. Jeg vil gå mine nye stiletter til. Det er til tider smertefuldt, men jeg er den eneste der kan gøre det.  Kun sådan bliver de trygge og velkendte. Og til den tid er jeg faldet over nogle nye flotte par. Kan du se hvad jeg mener?

Min bedre halvdel

Det kan godt være at der har været stille her hos mig i næsten et halvt år. Men Martin har været tavs på sin blog i over halvandet år! NU tror jeg dog, at han har tænkt sig at komme tilbage i kampen og skrive lidt oftere end det har været tilfældet indtil nu. Det handler om at flytte sig. Læs det her.

Ham er jeg altså vild med! ;-)

Jeg skal hilse fra mig selv.

Det er næsten et halvt år siden jeg har blogget sidst. Det er kun sket meget få gange i de snart ti år Brinkboblerne har eksisteret. Og det er ikke fordi jeg ikke gider mere. Jeg har formuleret masser af bobler inde i hovedet mens jeg har passet mit arbejde, hentet og bragt mine børn, lavet mad til dem, leget med dem, puttet dem, passet mere arbejde, vasket tøj, kysset min mand, støvsuget, og alt mulig andet praktisk. Jeg har endda været igang med et par stykker sent om aftenen, i den tro at hvis bare ideen og ordene betød nok, så kunne jeg godt holde mig vågen til at få skrevet det færdigt. Nix. Øjnene gled i før jeg nåede at blive færdig, og da jeg vågnede igen ventede endnu en arbejdsdag krydret med familiepraktik og hus-og-have-passeri.

Det er jo ikke fordi år 2013 har været begivenhedsløs. Arbejdsmæssigt var der en bette lockout som fyldte. Som jeg også kommenterede her på bloggen. Det var et indlæg som på meget kort tid blev set +25.000 gange. Dét var en underlig fornemmelse. Så var der vores boligsituation. Den 9. januar 2013 flyttede vi fra vores rækkehus til en 4. sals lejlighed på 100 kvm. To værelser, et badeværelse og et stort køkken-stue rum til vores famile på to voksne og tre børn. Vi havde solgt huset fordi vi syntes vi skulle have mere plads. Og da der ikke var dukket noget interessant op måtte vi bo til leje, indtil vi fandt et hus vi syntes om og kunne betale. Det hus dukkede op i maj måned. Vi fik handlet og overtog Venusvej 32 i slutningen af juli og flyttede ind d. 5. august. Vi har følt os hjemme fra den første dag, og noget af det første vi købte til haven var en trampolin. Børnene har brugt den hver dag fra den blev sat op, til vi måtte tage dugen af den inden den første efterårsstorm. Hus og have har derfor taget meget meget af vores tid i efteråret. Og det føles rigtigt.

Så var der jo Ines. Og skoldkopperne. Og blodforgiftningen. Det har jeg skrevet om i mit forrige blogindlæg. Tre måneders ufrivilligt fravær fra mit arbejde. Og en forvandlig fra tough mom til pyldremor, der får en klump i halsen hver gang et af børnene får feber… Jeg skal på skitur til Østrig med en god håndfuld af mine skønne kolleger om et par uger. Og for nogle år siden ville jeg have glædet mig virkelig meget til tid for mig selv, væk fra familien. Men nu kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på, at jeg skal være langt væk fra dem i længere tid.

Mit arbejde fylder meget i mit liv fordi jeg holder af det. Jeg synes jeg er en dygtig lærer og jeg har mange ideer og meget jeg gerne vil prøve af. Jeg fornemmer at mine elever kan lide den undervisning jeg laver og holder af den lærer jeg er for dem. De kommende år bliver interessante, med den nye skolereform der skal implementeres i skolernes fysiske og mentale kulturer. Det er for sent at råbe surt af de politikere der gennemtvang et indgreb i forårets konflikt og som deltog i reformudarbejdelsen. Men jeg forudsiger et par enkelte “hvad sagde jeg”‘er i løbet af de næste års tid. Forhåbentlig kommer der også gode ting ud af reformen og ambitionen om en ny måde at holde skole på. Jeg har været god til at holde mit arbejde på skolen, men at blive helt fri for arbejde derhjemme ville være ret fantastisk. Skibet bygges mens det sejler, som det så populært hedder. Min og mine kollegers fornemmeste opgave er (hvis du spørger mig), at sørge for at ingen børn bliver tabt på gulvet i processen.

Mine nytårsforsæt fik jeg ikke gjort noget ved: Jeg ville lære at temperere chokolade og jeg ville løbe et halvmarathon. Jeg var tilmeldt det dersens halvmarathon, men en hård vinter (og deraf følgende angst for at glide under træning) og lockouten satte en stopper for løbeambitionerne. Og chokoladetemperering. Det har jeg sgu ikke haft tid til… Jeg tror at nytårsforsættene for 2014 skal være mindre ambitiøse. Som f.eks. at gå mere i højhælede sko. Eller at bruge make-up noget oftere. Eller at spise mere sushi, selvom ingen i min familie gider spise sushi med mig. 2014 må godt være kedelig på begivenhedsfronten. Men hverdagen behøver jo ikke være kedelig af den grund. Jeg tror jeg vil øve mig i at være en hverdagsdiva. Det skal være mit nytårsforsæt.

I vores køkken har vi en tavle hængende. Sådan en man skriver på med tavlekridt. Her skriver vi løbende de ting vi skal have købt ind. Så tager vi et billede af tavlen med vores smartphones og så bliver intet (eller meget lidt i hvert fald) glemt. I øverste venstre hjørne af tavlen står der: “Vi går aldrig ned på vasketøj og kærlighed”. For få dage siden tilføjede Martin et “-og vilje!” til hjemmets mantra. Og han har ret. Det føles som om det ofte er vilje der bærer os igennem. Men ingen vilje uden kærlighed. Og det er vores kærlighed der er årsag til al det vasketøj vores husstand akkumulerer. Tre børn. De er søde, skønne, dejlige, finurlige, kloge, veltalende, smilende, sjove, kærlige, krævende og kvikke. Men de producerer godt nok meget vasketøj. Vi mangler altså aldrig noget at lave. Og det kommer vi nok heller ikke til i 2014

God røv og godt nytår.

Hvad er det vigtigste i livet?

Styrke. Det er noget man finder frem når man virkelig har brug for det.

Siden den 24. maj har min families liv ikke været helt normalt. Faktisk har vi i perioder erklæret vores hverdag i undtagelsestilstand. Ines, vores yngste datter på 13 måneder blev ualmindelig hårdt ramt af skoldkopper. Der var mange. Rigtig mange. Så mange, at alle de sundhedsfaglige personer der så hende i skoldkoppernes velmagtsdage måtte erkende, at de aldrig havde set noget lignende. I en uge var hun og jeg indlagt i isolation på Regionshospitalet i Randers, hvor hun fik noget medicin der kunne standse udbrudets voldsomhed. Det lykkedes, og vi blev sendt hjem med en åben indlæggelse, til alle skorper var helet op og faldet af. Hun havde feber da vi forlod Regionshospitalet, men jeg blev forklaret, at det var helt normalt med feber når hun havde skoldkopper. Og nu skulle hun hjem i vante omgivelser og blive rask. Vi glædede os. Men så blev hun virkelig syg.

Vi blev udskrevet en lørdag. Søndag var hun slap og sov meget, havde stadig feber og var stille når hun endelig var vågen. Søndag aften havde feberen sneget sig op på 41 grader, og efter en kort samtale med vagthavende læge i Randers, kørte vi tilbage til Regionshospitalet. Ines havde fået en stafylokok-infektion i blodet. Det, som man i gamle dage ville havde kaldt en blodforgiftning. Det ord dukkede først op i min bevisthed nogle uger senere. Og det var nok meget godt at jeg “i kampens hede” ikke vidste at mit barns tilstand var så alvorlig, at hun i værste fald kunne dø. Hun blev straks sat i behandling med antibiotika, vi blev indlogeret på isolationsstue igen, og fik at vide, at hun skulle behandles med antibiotikaen intravenøst i 7 dage. De 7 dage skulle blive til 38 dage med medicingivning direkte i Ines’ blodårer, tre gange dagligt. Dog ikke i isolation, og ikke alle dage i Randers. Vi blev flyttet til Skejby Sygehus da Ines var blevet så frisk at vi kunne være hjemme. Det gav mere mening at køre de 7 kilometer til Skejby og afdeling A2, end at køre 25 km til Randers. Tre gange om dagen… Og heldigvis for os var det den helt rigtige læge der var på vagt, da lægerne fra Randers ringede og anmodede om, at Ines kunne viderebehandles i Skejby. Der blev sagt JA, og det føltes rigtig godt at komme på A2. Ines trængte i hvert fald til luftforandring. Børn, også dem der ikke har talesprog endnu, kan godt blive deprimerede og få hospitalskuller. Jeg har nu set, hvordan det kan se ud.

Hvis jeg havde vidst hvad jeg og vi skulle igennem, da jeg ringede til vagtlægen d. 24. maj, fordi Ines havde alle de mange skoldkopper, så tror jeg nok jeg havde betakket mig. Så tror jeg ikke, at jeg lige umiddelbart havde fundet al den styrke jeg har behersket under hele forløbet. Men uforudsigelighed er et af livets vilkår. Nogen skulle være stærk. Nogen skulle holde hovedet koldt og være Ines’ advokat. Nogen skulle være hos hende, da hun skulle have lagt det første drop, hvor de måtte stikke hende 15-20 gange, før de fik lagt et fornuftigt venflon. Nogen skulle holde hende fast, da de halvvejs opgav venflonet og forsøgte sig fire gange med at lægge en sonde ned i maven. Men spiserøret var, som mund og svælg, oversået med skoldkopper, så det måtte også opgives. Nogen skulle være hendes mor. Og det er jeg. Det kan man ikke springe til og fra. Men nogen skulle også holde resten af familien kørende. Nogen skulle sørge for at hverdagen for Ole og Eva var så normal og upåvirket som muligt. Nogen skulle lytte, når jeg ringede hjem og syntes at det var uoverstigeligt. Martin skulle være Ines’, Oles og Evas far, og min mand, samtidig med at han styrede hjemmefronten og passede sit arbejde. Styrke, det er noget vi har når vi virkelig skal bruge det.

Og vi får styrken af kærlighed. Visheden om, at vi står sammen fordi vi vil hinanden, og fordi vi elsker hinanden og vores børn, kan få os til at bære mere end vi troede. Når man ikke kan se bjergets top, men ved man er nødt til at klatre over den, så er der ikke andet at gøre, end at blive ved. Og styrken til at gøre det, uden at blive skør, den findes i kærligheden. Det bliver lidt højstemt, det ved jeg godt. Men livet byder os ind i mellem oplevelser, der skærper taknemmeligheden for det, vi har. Som skal få os til at stoppe op og tænke over, hvad det vigtigste i livet er. Et godt helbred er at foretrække. Og jeg har bestemt at jeg ikke skal se indersiden af et sygehus igen før vores børn gør os til bedsteforældre, og vi skal på besøg på barselsgangen. Men jeg vil hellere undvære min højre arm end jeg vil undvære Martin, Ole, Eva og Ines. De er min styrkes katalysator. Uden den kærlighed der er mellem os ville jeg være fortabt. Så enkelt er det.

Ines er her stadig. Og hun bliver helt rask.

Lille mus, kom op af hullet.

Så prøvede jeg det. At noget jeg havde skrevet gik viralt og blev set af flere end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Mit forrige blogindlæg er blevet klikket frem mere end 25.000 gange siden jeg skrev det. De første tre dage gik det stærkt. Der var de første 20.000 klik allerede en realitet. Det var overraskende og overvældende. Mine tanker gik fra stolthed til “find-et-musehul-og-kravl-ind-i-det”-hed. Jeg blev stille.

Nu er en lockout af landets skolelærere så godt som en realitet. Jeg bliver dog stædig ved med at sige “hvis” om lockouten, for jeg ønsker at bevare håbet om, at min fagforening og min arbejdsgiver ønsker det bedste for skolen og derfor kan tale sammen og finde en løsning i mindelighed, uden brug af arbejdsmarkedets kampredskaber. Mit håb ser dog mere og mere ud til at være gjort af naive himmelblå øjne. Jeg må ikke komme på arbejde på tirsdag, efter påskeferien.

Nogen dage følger jeg tæt med i nyhedsstrømmen og læser glubsk hvert et ord der bliver skrevet om situationen. Andre dage lover jeg mig selv at jeg holder op med at læse om det, for jeg bliver frustreret over de halve vinde som journalister og debatører løber med. De snakker efter snak og lyver efter løgn (Den talemåde fungerer bedre på min mors drevne vestjyske…) Og hele tiden har jeg følelsen af, at der er nogen der har en dagsorden som de ikke fortæller åbent om. Den følelse gælder ikke kun om det der kommer fra KL. DLF kan også være med. Måske er det mere følelsen af, at parterne taler om det samme, men ikke taler samme sprog. At de langt hen ad vejen er enige og kan finde kompromisser, men at de på et tidspunkt holder op med at forstå hinanden. Jeg vil så gerne forstå hvori uenigheden består. Hvorfor er det lige, at forhandlerne ikke kan nå til et resultat ved forhandlingsbordet? Jeg har endnu ikke fundet et skrift der beskriver stridens kerne med ord som giver mening og sætter skelpælene tydeligt op overfor hinanden. Det er igen som om det ikke er alle hensigter der bliver sagt højt. Men jeg har jo også bare mine to blå naive øjne at se det hele med…

Nytårskur – i flere afskygninger

Hvis man skal sige ét ord om vores liv lige pt, kunne man vælge at sige “skrump”. Fordi: Vi er flyttet, til færre kvadratmeter. Alle voksenbøger fra vores indbo er sendt på lager, for der er også gået skrump i vores tid. Hvis vi får læst en bog fra ende til anden de næste tre år, må det være en børnebog vi læser højt for afkommet.

Der er også gået skrump i tålmodigheden. Især hos Eva, der lige er blevet tre år, og er helt overbevist om, at hun ved bedst, og at hun skal bestemme alt. Og for det meste er det kun mor der duer. Det får også tålmodigheden til at krympe hos mig…

Heldigvis er det ikke kun den negative form for skrump vi oplever. Jeg kan med glæde meddele at jeg ikke længere bærer rundt på overskydende fødefedt. Barselsfælden fik mig ikke særligt længe denne gang. Hvorfor? Fordi jeg lod være med at gå tur med barnevognen. Så kom jeg nemlig ikke til at gå forbi Rema1000 og købe alt det, jeg ikke havde godt af. Så nu er jeg på brudekjolevægt. Men hvis jeg skal kunne passe den igen skal jeg først lige være lidt mere fast i kødet… Så er det jo heldigt at jeg har meldt mig til Lillebælt halvmarathon lørdag d. 4. maj. Efter let pres fra mine unge og spændstige fætre, Søren og Henrik, der med garanti giver mig voldsomt baghjul. Mit mål er blot at løbe hele vejen. Tiden er underordnet. At løbe et halvmarathon er nemlig et af mine nytårsforsæt. Et andet er, at jeg vil lære at temperere chokolade… Det må blive i andet halvår af 2013. Min skønne mand bruger lige for tiden en del tid i træningscentret. Om han skrumper af det må tiden vise. Det er svært at se når man ser på hinanden hver dag.

Gæsteblogger på juletrauma-dot-dk

Jeg har bidraget til Jeppe Engells projekt, webloggen juletrauma-dot-dk. Mit bidrag er historien om vores jul på Skejby Sygehus, julen 2010. Du kan læse med her.

Og julen… Ja, den kommer jo om man vil det eller ej. Jeg synes jeg har så meget andet jeg skal nå inden jeg skal begynde på arbejde igen 2. januar 2013. Vi skal dog ikke være færdige til hverdag, for når jeg skal på arbejde skal Martin holde barsel. Jeg tror at jeg glæder mig lige så meget som han gør :-) Det blir spændende at være udearbejdende, og have en hjemmegående husfar i baghånden. Og det bliver dejligt at det ikke er mig der skal aflevere og hente børn i børnehaven hver dag.

Jeg har forresten købt en smartphone til mig selv. Det var måske også på tide at jeg kom ind i den mobile digitale tidsalder. Jeg har allerede installeret apps fra både pengebank, blodbank og e-boks på dyret. Og jeg har hørt at man også kan installere noget hejs så man kan mobilblogge…