Isolation på Regionshospitalet i Randers

Bagklogskab

For et halvt år siden skrev jeg det her om foråret fra helvede, foråret 2013. Dengang overvejede jeg om jeg skulle ledsage min fortælling med billeder af mit syge barn, men jeg lod være, mest fordi jeg ikke selv var klar til at se billederne igennem. Og så fortrængte jeg det, indtil for nylig, hvor flere af mine Facebook-bekendtskaber efterlyste skoldkopper, så de kunne få deres børn smittet… Så fandt jeg billederne frem. Og nu bliver det måske nok en smule klamt, men det er vigtigt for mig at vise, hvad skoldkopper også kan være.

Dette billede er taget, d. 23. maj, dagen efter de første skoldkopper dukkede op.
Dette billede er taget, d. 23. maj, dagen efter de første skoldkopper dukkede op.
IMG_2371
25. maj. Der er mange skoldkopper. Her kan man også se at de er overalt i hovedbunden
IMG_2370
Energiniveauet er lavt. Når hun ikke sover vil hun helst have mig lige i nærheden.
IMG_2375
26. maj. Der er betændelse i en del af skoldkopperne og ansigtet er meget hævet. Ines sover stort set hele dagen og må lokkes til at drikke når hun endelig er vågen.
IMG_2378
27. maj, kl. 14.10. Vi er blevet indlagt. Ines har fået Oles skjorte på. Det er det eneste hun kan få på som ikke generer hende for meget. Der er skoldkopper over alt. Vi venter på at hun skal have lagt et venflon til medicin. Der måtte 20 forsøg til før der blev lagt et der var tilfredsstillende.
IMG_2379
Udsigt til… byggematerialer og blank mur.
IMG_2380
Isolation. For at hun ikke skulle smitte andre børn. Da vi blev genindlagt og hun kom i behandling for blodforgiftning lå vi også i isolation. Denne gang for at hun ikke skulle rage andet skidt til sig.
IMG_2386
28. maj. Febervarm og med drop. Og skorper på mange af elementerne i ansigtet.
IMG_2390
28. maj. Det bliver ikke til meget leg. Ines er klattet og vil helst sidde hos mor, helt stille.
IMG_2402
31. maj. Vi har lånt en barnevogn og går en morgentur. Selv om det ikke ser sådan ud på billedet, så er Ines faktisk godt tilfreds med både frisk luft og luftforandringen.
IMG_2404
Senere samme dag får vi lov at tage hjem. Vi skal komme til stuegang dagen efter, men glæden er stor over at slippe for isolationsstuen og komme hjem.
IMG_2411
31. maj. Eftermiddag. Vi er hjemme og for første gang i dagevis leger Ines lidt alene. Der er dog ikke meget glimt i øjnene. Vores lille pige er stadig syg, vi ved bare slet ikke hvor syg endnu.

 

Vi kom hjem en fredag, var til stuegang lørdag hvor vi blev udskrevet, søndag steg Ines temperatur støt, og da hun ved 17-tiden havde 41 i feber ringede vi til Børneafdelingen i Randers og meddelte at vi ville komme med hende. Der blev taget blodprøver og de viste at hun havde infektion i blodet. Hun fik tre forskellige slags medicin med det samme indtil de fandt ud af hvilken bakterie hun havde i blodet. De følgende dage var hun meget dårlig, hendes temperatur blev fulgt nøje og der blev taget blodprøver ofte for at holde øje med hendes infektionstal. Det var nogle lange dage. 

IMG_2479
11. juni. Ines rejser sig op i sin hospitalsseng. Vi venter på at hun bliver lagt i fuld bedøvelse, for hun skal have indopereret et centralt venekateter, som hun fremover skal have sin medicin igennem. Lægerne mener nemlig på nuværende tidspunkt, at Ines skal have iv-medicin mindst 14 dage frem. Det skulle vise sig at være i brug dobbelt så længe.

 

IMG_2502
Et utydeligt billede af venekateteret, med slange der ender i en studs med prop, der er pakket ind i en skumvaskeklud og sat fast på overarmen i noget elastisk gaze. Vi er nu indlagt hjemme, og overflyttet til Skejby Sygehus, børneafdeling A2, hvor vi kommer tre gange dagligt til medicingivning i CVK’et. (det centrale venekateter)
IMG_2542
5. juli. Vi tilbringer meget tid på Skejby med at vente, men vi får også gode stunder hjemme. Ines har stadig sin lille gazebold på armen, med CVK-slangen i, pakket godt ind så den generer så lidt som muligt.
IMG_2619
17. juli. I lang tid frygtede vi at vi ikke kunne tage til Fanø på sommerferie som vi havde planlagt. Men heldigvis var Ines’ blodprøver så tilfredsstillende at hun d. 10. juli kunne begynde at få medicin som mixur i stedet for gennem CVK’et. Hun begyndte også så småt at gå igen, efter at have haft betændelse siddende i det ene hofteled.

Idag er Ines helt rask. Folk der ikke ved at hun har været syg kan ikke se det på hende. Men jeg kan se det. Jeg kan se alle hendes ar i ansigtet, når jeg kører fingrene gennem hendes hår kan jeg se de hvide plamager i hovedbunden hvor der sad skoldkopper. På hendes ryg er der rigtig mange ar. På dårlige dage ligner det er månelandskab. Hver gang jeg skifter hende kan jeg se arrene fra de skoldkopper i bleområdet som var længst om at hele. Hun er stadig en lille pige, og der kan ske en stor udvikling med hendes hud. Men mit bedste bud er, at hun er mærket af det for livet. Heldigvis er hun fuld af liv og smil, knus og latter, kys og gnistrende øjne. Hun er videre. Dem der har sværest ved at komme sig over forløbet og oplevelsen, det er hendes far og mig. Når hun gør et eller andet nuttet eller siger et nyt ord kan vi stadig kigge på hinanden og føle stor taknemmelighed over, at hun er i live. Vi ved godt, at vi kunne have mistet hende. Og det er nok det, vi arbejder på at forstå fuldt ud.

 

5 tanker om "Bagklogskab"

  1. Tak for din historie. Den berørte mig dybt. Jeg håber I har fået bearbejdet hele hændelsen på en eller anden måde… Mange tanker.

  2. Det er første gang at jeg hører om andre der har været igennem næsten det samme sygdomsforløb som min lille pige også havde da hun fik skoldkopper.
    Plus 3 infektioner.
    Hun var ikke kontaktbar i 10 dage.
    Det var så skrækkeligt!
    Det er nu 10 år siden men når jeg læser din historie vender det hele bare tilbage..
    Hun har stadig 5 store månekratere efter de af skoldkopperne der gik infektion i.
    Og de minder mig konstant om hvor heldige vi er og hun stadig er i live og rask.

  3. når jeg læser dette, står tårerne lige bag øjnene. tænker tilbage på en lille pige, som ikke klarede det. skoldkopper kan være en harmløs sygdom, men med så meget andet sker det, at sygdommene udvikling går i den forkerte retning.

  4. Din historie rammer mig dybt i hjerte og tårene presser virkelig på :( Jeg vidste overhovedet ikke at skoldkopper kunne blive så alvorligt, vores søn har lige været igennem en mild omgang :/ Men bliver helt bange ved tanken om hvad der kunne gave været sket :/

Skriv et svar