Alle indlæg af Ida Brink Krøger

Er 2015 færdig? Kan vi puste ud nu?

I 2015 var der fart på.
Jeg gik til optagelsesprøve i Vocal Line. Og kom med som 1. alt.
Ines begyndte i børnehave og vi sagde farvel til yndlings-dagplejer-Lone.
Vi satte gang i om- og tilbygning af vores hus.
Vi var i København med tre børn. Boede på vandrehjem og besøgte de bedste mennesker.
Jeg sang min første Vocal Line koncert i Symfonisk sal i Musikhuset. Orh!
Vi flyttede ind i stue og køkken da halvdelen af huset blev gravet op.
Vi frøs hele sommeren. Lortesommer!
Vi tilbragte hele sommeren hjemme. Lortevejr!
Far og søn var til landskamp på søns 8 års fødselsdag.
Jeg var med til KFUM Spejderne Bryndum Gruppes 50 års jubilæum. DET var hyggeligt!
Martin pakkede ofte klaveret og tog ud og spillede musik. Han kom glad hjem igen (det skal man nemlig, det er reglen).
Vi holdt rejsegilde da tilbygningen fik spær på.
Jeg sang med Tina Dickow til festugen. Og sendte hilsner til min mand sammen med Steffen Brandt.
Yndlings-kollega tog orlov. Så hende savnede jeg. Og gør det endnu.
Yndlingsklassepædagog blev igen MIN pædagog. All is good.
Vi ventede på at byggeriet skulle blive færdigt.
Vi var trætte af at bo i stuen og køkkenet.
Vi tog til Stevns på familietur.
Harlev Basket havde 40 års jubilæum. Og dét blev fejret
Martin spillede på Torvet i Esbjerg med Sannes Bedste. Woop!
Vi ventede lidt mere på at byggeriet skulle blive færdigt.
Byggeriet blev færdigt. Næsten.
Jeg tog med Vocal Line til Brasilien. Og jeg kom hjem igen. Heldigvis.
Jeg bagte de bedste kagefigurer til jul nogensinde. Min far ville have elsket dem. Jeg har ikke rigtig spist af dem. Sorg stinker stadig.
Vi gav hinanden billetter til Adele-koncert i julegave. Det er så nemt.
Alle tre børn var med ude og se og ikke mindst HØRE fyrværkeri nytårsaften. En milepæl!

Kære 2016. Du indeholder ingen husombygninger, så jeg er allerede vild med dig. Jeg har bestemt mig for at spise flere rugbrødsmadder, løbe en halvmaraton og få mig en tatovering. Men hvis du overhaler mig indenom på aktivitetssiden, så kan det sikkert også nåes i 2017.

I morgen er det mandag, efter 16 dages juleferie. Vækkeuret ringer kl. 05.30. Hej mandag, arbejde, automatkaffe og andres børn. Let’s kick ass!

De første fem år (langt)

Idag har været en mærkelig dag. Tårerne løber ned ad kinderne af sig selv, fordi hjertet løber over med minder fra for nøjagtig fem år siden. Den dag min far døde. Den dag noget flåede mit hjerte ud af mit bryst, rev det midt over og satte det helt forkert på plads igen. Den dag den længste vinter i mit liv begyndte. Bogstaveligt og billedligt talt.

Sorg havde ikke før været en bevidst del af mit liv. Jo, kærestesorger havde jeg haft, til tider nogle altoverskyggende, hvis jeg selv skulle sige det. Men hvad ved man egentlig om sorg når man aldrig rigtig har mistet nogen for alvor.

Min far fik en voldsom hjerneblødning en søndag. Han blev bragt til Intensivafdelingen i Odense og vi kom og var hos ham. Mandag var han i kunstigt koma, opereret og stabil. Lægerne talte lægesprog og jeg sporede ingen optimisme. Kun hos min mor, som troede fuldt og fast på at far nok skulle vågne igen og blive rask. Mine egne børn var syge, og da min far var stabil besluttede vi at jeg skulle tage hjem og være hos mine børn. Tirsdag formiddag ringer min telefon. Det er sygeplejersken fra min fars stue. Hun siger noget om resultatet af en scanning og at de gerne vil have at jeg kommer. Mine knæ ekser under mig og jeg spørger grådkvalt om min far er død. Hun svarer nej til mit spørgsmål. Men lægger ikke skjul på, at jeg skal komme, fordi det går den vej. Hun spørger bl.a. om der er nogen der kan køre mig, og siger, at hun ikke synes jeg skal køre selv. Det er der heldigvis. Martin smider hvad han har i hænderne og så kører vi som død og helvede mod Odense. På vejen er der et familiemedlem der ringer til mig. Jeg kan ikke huske hvem det er, jeg husker bare at jeg fejer vedkommende af med lidt almindeligheder. Jeg er på vej til Odense for at opleve at min far dør… Et sted på Fyn holder vi ind på en tankstation for at købe noget at spise. Der er lang kø og jeg er utålmodig. Jeg ender med at bede dem foran mig i køen om lov til at komme foran, fordi jeg er på vej til min døende far.

Da vi ankommer til Odense Universitets Hospital sætter Martin mig af ved indgangen tættest ved intensiv afdelingen. Jeg nærmest løber ud af bilen. Spæner over fodgængerovergangen og ind i forhallen. Op ad trappen, rundt til elevatoren. Ind. Op. Ud. Spurter hen ad gangen og ind på min fars stue. Jeg går i knæ og spørger hulkende ”Er han død?” Det er han ikke. Maskiner sørger for at holde liv i den krop jeg kender som min fars. Men han kommer ikke til at vågne igen. Hjerneblødningen har ødelagt for meget af hans hjerne. Jeg er kommet for at være hos ham når maskinerne bliver slukket.

Vi havde samtaler med lægerne. Jeg husker ikke meget af hvad der blev sagt, men vi besluttede ret hurtigt at der skulle slukkes for maskinerne med det samme. Håb var der intet af. Og heller ingen grund til at trække pinen ud. Vi ventede udenfor mens sygeplejerskerne koblede alt udstyret fra. Ventede på at komme ind og opleve vores fars død. Jeg husker at jeg forsøgte at synge for ham. Det lykkedes kun til en vis grad. Jeg holdt hans hånd. Aede hans kind. Han trak vejret selv for sidste gang mens min mor, min bror, min mand og jeg sad hos ham. Jeg kyssede hans ansigt, lænede mig op ad hans arm. Jeg troede ikke jeg kunne røre ved et dødt menneske. Men min far kunne jeg slet ikke slippe igen.

Jeg husker mig selv stående på gangen udenfor den stue, som havde været min fars. Nu var han død. Jeg stod med telefonen i hånden og skulle ringe til mennesker, der skulle vide at Torkil ikke var her mere. Min fars tidligere kompagnoner. Mine forældres venner. Naboer. Jeg ringede også til mine barndomsveninder. Til en gammel kæreste. Skrev på Facebook: ”Jeg har mistet min far”. Jeg havde uendeligt svært ved at forstå at mennesker ude på gaden bare kunne gå upåvirkede forbi. Intet var som før, og intet ville nogensinde blive det samme igen.

Sorg kan føles som en forbandelse. Som en dyne af tristhed. Som et sort hul. Som noget der aldrig får ende. Tabet føles så uretfærdigt, og så meningsløst. Sorg har ikke brug for en løsning, og der er ikke udløbsdato på hvor længe man kan være ked af at have mistet et elsket menneske. Sorgen er allestedsnærværende. Fem år efter bliver jeg stadig ind imellem overmandet af sorgen, uden varsel. Sorg er uforudsigelig, ligesom livet. Hvis min far stadig levede, så havde vi ikke fået Ines, vores yngste barn. Men efter min far døde havde Martin og jeg brug for at være flere i vores lille familie. Sådan kan man også finde mening i det meningsløse.

Den dag min far fik hjerneblødningen ringede min mor til mig flere gange, hvor jeg ikke hørte telefonen. Hun havde indtalt flere beskeder. Jeg skulle ringe. Til hende. Til min bror. Jeg skulle komme. I dag får jeg en klump i halsen hvis jeg kan se at nogen jeg holder af har ringet til mig flere gange kort tid efter hinanden. Sådan bliver vi også mærket af de situationer vi udsættes for.

Jeg var med til at bære min fars kiste ud til graven da han blev begravet fire dage senere. Jeg troede ikke jeg kunne, og jeg græd da også som pisket da vi gik ud af kirken. Men jeg skulle. Det er børns lod at bære deres forældre til graven. That too is part of life. Kirken var mere end fyldt. Og aldrig før eller siden har jeg set så mange blomster.

Der er gået fem år. Med sorg og glæde og alt det der er ind imellem. Vi er tre mennesker der er rykket nærmere hinanden. Min mor, min bror Rune og jeg. Det har været vigtigt for os at tale. Om det hele. Det er fantastisk dejligt når vi taler om far. Om oplevelser, om kendetegn ved ham og os, om hvad han ville have ment om dette og hint. Og det er ekstra dejligt når andre også gerne vil tale og fortælle. Så er far ikke blevet glemt. Der findes nogen der mener at sorg er nemmest at håndtere hvis vi forsøger at ignorere den. At tab er noget vi skal ”komme over”. Men mit iturevne og misplacerede hjerte kan ikke bare komme over at min far ikke er her mere. Mit hjerte skal komme overens med det faktum at jeg har haft den tid med ham som der var til mig. Man kan komme over en lungebetændelse. Det er ikke et livsændrende følelsesmæssigt flik-flak. Døden er derimod et faktum som man ikke for alvor kan forberede sig på men som på et eller andet tidspunkt vil spille en rolle i ens liv.

Jeg er en anden Ida i dag end jeg ville have været hvis min far stadig levede. Uanset hvad, ville han have væres stolt af mig, og elsket mig for den jeg er. Og med det i baghovedet lever jeg med det tomrum han har efterladt. Min far, Torkil Christensen, blev 60 år. Han er elsket og han er savnet.

Oven over skyerne er himlen altid blå.

I nat kl 02.00 ringede vækkeuret og jeg var vågen sekundet efter. Afgang til Billund kl 03.00, for at kunne sidde i en flyver til Amsterdam kl. 06.00. Hele Vocal Line, bortset fra os 6 der rejser i dag er allerede i Rio og poster billeder af fest og farver. Af forskellige årsager er vi 6 Vocal Linere der rejser til Brasillien “til direktørtid”, og jeg har glædet mig! Til flere ting: At komme til Sydamerika. Det ville jeg måske aldrig være kommet hvis ikke jeg var blevet 1. alt i Vocal Line. Det står ikke på min liste over “places to see”. Jeg har ingen forventninger ud over forventningen om én på opleveren. Og så glæder jeg mig til bare at følge efter. At være lemming i det store Vocal Line univers af fede koncertoplevelser, nye bekendtskaber og amazing-ness. Og til at synge, naturligvis. Flyveturen fra Amsterdam til Sao Paolo tager lidt over 11 timer, og der er stadig nogle sange der skal øves. Til den her udsigt er det helt okay.    
 
Det er nu 23 1/2 time siden jeg stod op. Lokalt er klokken 20.35.  Vi venter i lufthavnen i Sao Paolo på indenrigsflyet til Porto Alegre. Her skal vi indkvarteres privat den første nat. Ikke helt efter den oprindelige plan. Men vi har ja-hatten på og tar det som en oplevelse. I morgen, søndag aften flyver vi til Rio, for mandag morgen synger vi ved Cristo Redentor på Corcovado. Derefter retur til Porto Alegre og synge koncert mandag aften. Forhåbentlig finder jeg wi-fi igen, om ikke andet, så i en ny lufthavn. Så kommer der flere billeder. 

Om et døgn er jeg et sted over Atlanterhavet

Jeg skal med Vocal Line til Brasillien. Og hvis det går som jeg håber, så vil jeg forsøge at mobilblogge en form for rejsedagbog her på siden. Om ikke for andre, så for min mor, der glæder sig på mine vegne over den oplevelse der venter forude, og som formår at gemme sine bekymringer så langt væk at de næsten ikke påvirker mig. 

Tasken er allerede pakket. I aften kysser jeg mine børn godnat og ser dem først igen om ti dage. 

Slidte sko

Mit nytårsforsæt om at være hverdagsdiva går meget godt. Jeg købte nye sko med høje hæle i ferien, for jeg synes faktisk at konceptet holder. Og det kræver lidt nyt til fødderne en gang imellem.

Det viser sig dog, at jeg ofte finder de gamle, tilgåede stiletter frem. Dem der er lidt ridsede, lidt slidte, dem som er blevet komfortable på trods af 7-8 cm. hæl. Og hvorfor er det interessant? Fordi det er en allegori.  Det er sådan det er at være midt i implementeringen af en reform.  Jeg søger det, jeg kender og er tryg ved. Martin sagde til mig at han syntes jeg skulle skrive om hvordan det går med alt det nye, reformen, arbejdstidsaftalen. Med mere.

Jeg har bare ikke noget at sige endnu. Man kunne måske tro at jeg gemmer mig bag den gamle traver med, at man kun skal sige noget negativt hvis man også kan sige noget positivt. Det er ikke tilfældet.  Der er -som før reformen- aldrig to dage der er ens. Det er sjældent det samme problem der udfordrer. Og sjældent de samme gyldne øjeblikke med børn eller kolleger der bringer smil og glæde ved arbejdet frem.

Jeg kan sige noget om forskellen på børn i 2. og i 3. klasse. Når man har haft en klasse gennem 1. og 2. klassetrin er det i 3. klasse man begynder at kunne høste frugterne af ens hårde arbejde. Eller må arbejde hårdt for at samle op på børn man har overset (Ja, det sker. Børn kan også det der med “fake it ’till you make it. Og nogle børn “maker” det så alligevel ikke…) I 3. klasse kan vi begynde at blafre lidt med ørerne og børnene kan gives lov til at stikke fagligt af i forskellige retninger. Danskfagligt synes jeg at 3. klasse er mest interessant. Vi begynder at kunne tale om indhold mellem linjerne. Vi får styr på over- og underbegreber. Ordklasser, stavning, formulering, det som gør at man kan give klassen videre til en ny dansklærer og vide, at man har afleveret et hæderligt råmateriale. Jeg synes det er vemodigt at give dem videre. Men det er også fedt at få en helt ny 1. klasse. Hårdt arbejde, men når man er god til det bliver det også en personlig udfordring. Så kan man stille sig selv spørgsmålet: “Hvordan bliver jeg bedre?”

Reformskibet er stævnet ud. Jeg er ikke fan af udtrykket: “Vi bygger skibet mens vi sejler” Det er vel, ret beset og bogstaveligt talt, noget af det dummeste man kan gøre. Det er bare en mekanisk måde at sige “Vi ender med at lave fejl, og sådan er det” Og jeg fungerer meget bedre ved at sige tingene som de er.  For nogle år siden var jeg med på et dagsseminar, sammen med en håndfuld andre medarbejdere fra min skole. Det var spændende. Jeg kan ikke huske hvad emnet var, men jeg lærte noget om produktionens domæne og reflektionens domæne. Der blev brugt en del formuleringer fra et papir der hedder “Ledelsesgrundlag i Børn og Unge. Det har at gøre med de værdier man fra kommunal side ønsker, at ledere i de forskellige niveauer i Børn og Unge forvaltningen udviser og arbejder efter. Jeg har gemt en post-it fra kurset. Den hænger på indersiden af mit skab på skolen. Der står: “Vi tør give plads til vildskab og erkende fejl.” Jeg skrev den og hængte den op fordi jeg kunne mærke den. Helt ned i tæerne og ud i fingerspidserne. Og nu har jeg googlet resten.  Her er det:

VI TØR

  •  Give plads til vildskab og erkende fejl
  •  Gå efter at være de bedste og tage de nødvendige konflikter
  •  Rykke i fællesskab og sætte os selv i spil
  •  Være åbne og ærlige og blande os på tværs af faglige/organisatoriske grænser
  •  Stille krav og give ærlige tilbagemeldinger

Og jeg synes ikke de begrænser sig til at kunne bruges og efterleves af ledere i organisationen. Jeg vil tage det med mig ind i klasserummet. Jeg vil mit job. Jeg vil mine elever. Og jeg vil udvikle mig og blive bedre. Ærligt.  Jeg kunne komme med en masse hav- og skibsmetaforer i den sammenhæng. Om at sejle sin egen sø. Om smult vande, om stormvarsler og om at være i samme båd. Men det er for nemt. Dem der vil bygge skibe mens de sejler kan spille metaforkortet. Jeg vil gå mine nye stiletter til. Det er til tider smertefuldt, men jeg er den eneste der kan gøre det.  Kun sådan bliver de trygge og velkendte. Og til den tid er jeg faldet over nogle nye flotte par. Kan du se hvad jeg mener?

Må vi godt få arbejdsro?

Der er mange måder at håndtere forandringer på. Da jeg var førsteårsstuderende på seminariet var jeg en rigtig sur dame. Jeg havde mine forestillinger om hvordan verden var skruet sammen, og på seminariet blev de grundigt forstyrret. Jeg syntes at mine undervisere var arrogante og bedrevidende. Det var højtragende og virkelighedsfjernt, mente jeg. Jeg havde svært ved at se hvordan jeg skulle anvende al den teori jeg forsøgte at lære og satte spørgsmålstegn ved, om den overhovedet var nødvendig. (Det er den!)

Især husker jeg at begrebet meta-niveau voldte mig ret mange kvaler. Jeg forstod det ikke.  Seminariet og det jeg lærte, var en stor forandring og jeg var sur. Sådan håndterede jeg det. Heldigvis var der tre gode år derefter. Man modnes. Man kommer overens med tingenes tilstand. Og selvom det nok ikke var så sjovt for mine omgivelser, så var det udviklende for mig at være en sur førsteårsstuderende.

På godt dansk betyder meta-niveau det, at man “hæver sig op i helikopteren” og ser på det man laver, ovenfra. Metareflektion er reflektion over den reflektion man gør sig. Metadata er data om data. Meta er “niveauet over”. Hvis man er i stand til at “gå meta” er man i stand til at lære noget af sine egne og andres handlinger (og fejl…) Det er godt at kunne når man er lærer. Det er udviklende, synes jeg.

Man kan stort set ikke åbne en netavis eller et socialt medie i disse dage uden at støde på en artikel eller en statusopdatering der handler om den nye skolereform og i særdeleshed lærernes ændrede arbejdsvilkår. Så skal lærerne i nogle kommuner pludselig stemple ind og ud når de kommer og går, fordi man så er sikker på at de er til stede. Så skal de ikke alligevel. Så er forældrene pludselig optimistiske omkring den længere og mere varierede skoledag efter at have set en struktur på dagen i form af skemaer, mens lærerforeningsformanden maner til besindighed og siger “lad os nu se hvad de synes om det når året er gået”. Så er der skoler hvor lærernes lovede arbejdspladser ikke er klar og forargelsen vil ingen ende tage. Bekymringen om den reducerede forberedelsestid får også spalteplads og idrætsklubber er på herrens mark de steder i landet, hvor skolerne stadig tumler med at få sat et skema sammen til elever og lærere. En reform der måske så ret ligetil ud på papiret, har vist sig ikke at være ligetil overhovedet, når det kommer til fordeling af lektioner og ikke mindst opfyldelse af den famøse tilstedeværelsestid.

På min arbejdsplads er der lige så mange måde at håndtere forandring som der er personer. Der er vrede. Trodsighed. Forvirring. Tvivl. Ligegyldighed. Det er meget “Jeg-baseret”, og jeg forstår godt udgangspunktet. Jeg tror det kommer af uvidenheden og uvisheden. Vi ved ikke hvad det kommende skoleår vil byde på af uventede overraskelser. Vi ved ikke hvordan eleverne vil modtage “den længere og mere varierede skoledag.” Vi ved ikke hvordan vi selv vil trives med vores nye arbejdsvilkår. Men der er heldigvis også en “Vi-baseret” positivisme, en fortrøstning, en vilje og en faglig stolthed, som gerne skulle kunne bære os sammen hen over den individuelle tvivl. Men den har trange kår.

Man kan først “gå meta” når man har det organisatoriske og det praktiske på plads. Det der med at bygge skibet mens man sejler, det kan man blive nødt til ind imellem. Men jeg synes ikke det er anbefalelsesværdigt. Vi kan først begynde at udvikle os selv som lærere og skolen som læringscenter i reformens navn når vi har haft hverdagen inde på livet i en periode. Det går bedst hvis man tager opgaverne til sig med nysgerrighed og positiv vilje, og det synes jeg er svært med den vinkel medier i alle afskygninger bruger når de skriver om skolen, reformen og lærerne der skal føre den ud i livet.

Det gælder også lærernes egen organisation, DLF. Jeg vil ikke dele og like en artikel om, at nogle skoler ikke har lærernes arbejdspladser klar til første arbejdsdag. Det er ikke i orden, og jeg forstår frustrationerne. Men jeg vil ikke lade frustration og trodsighed være min tilgang til nye tider. Jeg vil ikke gå et efterår i møde i forsvarsposition. Jeg vil have arbejdsro. Lad nu mig og mine kolleger i hele landet være, så vi kan sadle om og finde ud af hvordan vi skal holde skole inden for den nye reforms rammer. Jeg vil gerne forstyrres i min tankegang af andre lærere der vil noget med vores fag. Jeg vil ikke forstyrres i mit arbejde af medier der forventer resultater og forandring her og nu.  Ting tager tid, og først om ti år går reformens første fuldbårne kuld elever ud af skolen. Det sætter ligesom tingene lidt i perspektiv. Jeg beder ikke om ti år men om en fredelig og rolig opstart. Når jeg er klar til at “gå meta” på de nye vilkår kan vi tales ved. Indtil da synes jeg ikke at arbejdsro er for meget at forlange.

Naura

Jeg har sgu så travlt for tiden. Jeg arbejder meget, jeg passer hus og have, vasketøj og madlavning, jeg prøver at være noget der minder om en nærværende mor for vores tre styks afkom, som jeg holder virkelig meget af, men som nogengange er årsag til mere logistisk udfordring end hyggelig fornøjelse. Vi lever ikke noget der er i nærheden af et Instagram-perfect-life. Vasketøjet hober sig op. Vi kommer for sent i seng fordi døgnet ikke har timer nok. Der bliver mere og mere sort under vores øjne og vi får flere og dybere rynker…

Alligevel er vi ret glade mennesker. For vi forsøger at give og få plads til oplevelser, der sætter sig i os, som vi kan leve på en en tid efterfølgende. Forleden var Martin afløser-sanger i et Melodi Grand Prix kopi-band. Han havde øvet sig, knoklet helt vild for at være skarp på opgaven. Og han gjorde det megagodt. Og havde den bedste følelse i maven efterfølgende. Jeg hørte ham den aften på Fatter Eskild og jeg var hammerstolt af ham (Og lidt beæret over at få lov til at opleve ham udfolde sig som the center of attention. Det havde jeg ikke lige set komme :-))

Og jeg har lige været i Berlin. Med det der kor jeg synger i, Naura. For at synge to koncerter på et lille sted der hedder Cafe Theater Schalotte. Det var en tur som vi havde glædet os til kollektivt i en del måneder nu. Med fælles togtur, overnatning på billigt hostel og ellers lydprøver, koncerter og eventuelt små happenings rundt omkring i Berlin. Der var mange højdepunkter. Tyskerne er ret begejstrede for rytmisk a capella kor, så klapsalverne efter de forskellige numre satte sig godt fast i hukommelsen, og bredte sig i kroppen med en stolthedsfølelse. Især bifaldet efter den sang som jeg er solist i, gav varme og sitren helt ud i fingre og tæer. Spot-lightet var mit og jeg gav mig fuldt ud i Prince’s “How come you don’t call me”. Jeg tror på at man skal tage chancen når man har den, og det gjorde jeg så!

Koret tog en fællestur med U-bahn’en lørdag eftermiddag, og på turen fra Alexanderplatz til Potsdammerplatz forsøgte vi os med et par flash-mobs. Alle ind i samme togvogn, begynd på en sang, hvor flere og flere stemmer i, og til sidst får de andre passagerer i vognen en totaloplevelse, hvor der bliver sunget alle vegne rundt om dem. Først er folk lidt… de forsøger at virke uinteresserede. De synes det er en smule intimiderende. Så bliver de genert-nysgerrige. De bliver forvirrede. De kigger lidt nervøst rundt, smiler usikkert, for til sidst at overgive sig, hive smartphonen frem og filme den oplevelse de ikke har bedt om, men pludselig står midt i. De går hjem, på arbejde, hen til kæresten eller vennerne og siger “Se hvad jeg oplevede i U-bahnen idag, det var sgu vildt!” Det gjorde vi to gange, i to på hinanden følgende togvogne. Med klapsalver, pift og glade tilråb til følge.

På Potsdammerplatz måtte vi ikke synge uden at vi havde en særlig tilladelse. Vi havde ellers stillet os op ved resterne af muren. Men niks. Vi gik op til Brandenburger Tor i stedet og begyndte med en stille sang, stående et stykke fra monumentet. Hurtigt samledes der en del mennesker som lyttede til os og klappede da vi var færdige. “En til, en til”, var der nogen der sagde, og pludselig have vi sunget fem numre der, foran Brandenburger Tor. Midt i det sidste nummer vi sang rullede der pludselig et salatfad med to politibetjente gennem menneskemængden… De kørte laaaangsomt forbi et stykke fra os, holdt stille og tjekkede os helt tydeligt ud. Var vi demonstranter? Fredsforstyrere? Jeg fik lige lidt klamme håndflader, og hjertet bankede en anelse hurtigere. Inde i mit hoved kørte en film hvor hele banden blev taget med på stationen fordi vi ikke havde den tilladelse der skulle til, for at stå og synge et sted, som tiltrækker en masse turister. Det endte dog slet ikke så dramatisk. Den ene betjent klikkede sin kuglepen et par gange, og så rullede vognen stille og roligt væk igen. Behøver jeg at sige at vi forduftede da vi var færdige med den pågældende sang…?

Sådan en tur er jo en ren vitamininsprøjtning til en travl småbørnsmor der elsker den “duft at savsmuld”, som det at optræde med sang og musik kan være. En lokal fotograf tog en masse billeder af os til koncerten, og det her er min favorit.

10418258_898149860213542_4150703692393500151_n

Billedet er taget i slutningen af mit solonummer. Jeg synger noget meget højt og insisterende. Med udspring i noget desperat, grænsende til klynk. Det virker. Og jeg er god til det. Men det virker kun fordi jeg bliver bakket op af alle de dejlige mennesker, der står bag ved mig. Uden dem ville det være skabagtigt. Pinligt. Forkert. Jeg føler mig aldrig sårbar når jeg synger med dem, for jeg ved, at vi er sammen om det. De giver mig lyst til at give alt jeg har. Sådan er det vist bare.

 

 

“Flåff, så’ det en hat.”

Jeg elsker Linje 3. I ved, Thomas Eje, Anders Bircow og Preben Kristensens trio der synger barbershop sange og laver undersættelser og parodier. Jeg syns de er sjove og min bror og jeg kunne de første af deres shows udenad. Jeg er især pjattet med Preben Kristensens snobbede, fornærmede og forurettede rolle i trioen. Ham som de to andre mobber lidt for sit sprogpedanteri. Han gør sig også glimrende i Dronning Margrethe-parodierne. I et af trioens shows dukker han op som dronningen, iført cykelshorts og stråhat. Som reference til daværende Kulturminister Jytte Hildens uheldige tøjkiks i 1993 (en åbenstående kjole med sort top og cykelshorts indenunder) Som kommentar til outfittet siger Preben “Daisy” Kristensen: “Klæ’r skaber flok – men ikke Jytte Hilden”.

Jeg har aldrig kunnet sige ordsproget “klæder skaber folk” uden at tænke “- men ikke Jytte Hilden…” Jeg har været 13-14 år, da showet hærgede Danmark og den linje (og så mange andre) satte sig fast. Men den anden dag dukkede ordsproget op i min bevidsthed i forbindelse med mit arbejde som lærer. Det var min fødselsdag. Og jeg havde taget min yndlingskjole på. En grøn jerseykjole med små prikker og slå-om effekt. Tilsat et par sorte nylonstrømper og mine elskede Gabor-pumps (som jeg ofte har på på arbejde) Og jeg havde kage med til mine elever i 2. klasse. Mens jeg deler kage ud og eleverne begynder at spise, er der en elev der siger: “Du er godt nok flot idag. Jeg kan huske at du havde den kjole på den første gang jeg så dig”. Ordene kom fra en elev der begynde i klassen for nøjagtig et år siden. Lige efter lockout’en. Han kiggede på mig med klare øjne, og så ud som om mindet om vores første møde gjorde ham glad. Jeg blev vældig rørt, til min store overraskelse, over hans umiddelbare glæde ved gensynet med “Ida på min første skoledag”. Jeg må have udstrålet noget med mig selv og min påklædning den dag som jeg har opfyldt, og som ikke har skuffet ham.

Vestis virum reddit – Det er den latinske udgave af talemåden “klæder skaber folk”. Det er altså ikke en ny opfindelse. Jeg havde diskussionen sidste år under lockouten med nogle kolleger. Dengang det handlede om at vi følte os kørt over og set ned på. Ramte på vores fag, faglighed og pædagogiske viden. Og vi blev ikke hørt. Diskussionen gik på, om vi med vores påklædning udsendte bestemte signaler. Om man kunne kende en lærer på den praktiske brune lædersko eller den klassiske fjällräven rygsæk. Hvilke fordomme der fandtes om læreres påklædning. Om det nu også kun var fordomme. Og om det var noget man skulle forsøge at lave om på. Vi blev aldrig enige. Lærere er et folkefærd der består af meget forskellige mennesker, der underviser i mange forskellige fag der byder os mange forskellige situationer i løbet af en arbejdsdag. Man tager ikke de nye bukser på når man skal have billedkunst og der skal arbejdes med lim og maling. Man tager ikke nylonstrømper på om vinteren de dage man skal på gårdvagt. Hvis man har idrætstimer næsten hele onsdagen, så tager man idrætstøj på fra morgenstunden. En lærer har mange outfits. Men få lærere har et formelt outfit. Få mandlige lærere møder op i jakkesæt, skjorte og slips. Få kvindelige lærere møder op i spadseredragt med pencilskirt og høje hæle. Men flere lærere burde gøre det, hvis du spørger mig. Der er noget autoritet gemt i det pæne, formelle kontor-outfit. Mine elever kommenterer det når de synes mit tøj er pænt eller de godt kan lide mine øreringe. De ser at jeg har taget pænt tøj på når jeg skal være sammen med dem. Nogen elever mangler respekt for autoriteterne, siges det. Måske skulle autoriteterne også påberåbe sig den autoritet de besidder, i deres tøjvalg. Vi kunne begynde i det små og indføre “dress-up friday”, som modsætning til vores casual hverdag. Det er dog nok utopi at tro, at alle lærere vil klappe i deres små hænder over sådan et tiltag.

Mit nytårsforsæt er at være en hverdagsdiva. Hverdagen skal ikke være kedelig at se på. Der skal glimmer og høje hæle til. Det føles godt når jeg ser ordentlig ud. Jeg har en ide om at det ændrer elevernes opfattelse af mig. Jeg skaber primært autoritet med min person og min faglighed, men jeg har en ide om at jeg også skaber autoritet med min påklædning.

Hvad mener du?

Bagklogskab

For et halvt år siden skrev jeg det her om foråret fra helvede, foråret 2013. Dengang overvejede jeg om jeg skulle ledsage min fortælling med billeder af mit syge barn, men jeg lod være, mest fordi jeg ikke selv var klar til at se billederne igennem. Og så fortrængte jeg det, indtil for nylig, hvor flere af mine Facebook-bekendtskaber efterlyste skoldkopper, så de kunne få deres børn smittet… Så fandt jeg billederne frem. Og nu bliver det måske nok en smule klamt, men det er vigtigt for mig at vise, hvad skoldkopper også kan være.

Dette billede er taget, d. 23. maj, dagen efter de første skoldkopper dukkede op.
Dette billede er taget, d. 23. maj, dagen efter de første skoldkopper dukkede op.
IMG_2371
25. maj. Der er mange skoldkopper. Her kan man også se at de er overalt i hovedbunden
IMG_2370
Energiniveauet er lavt. Når hun ikke sover vil hun helst have mig lige i nærheden.
IMG_2375
26. maj. Der er betændelse i en del af skoldkopperne og ansigtet er meget hævet. Ines sover stort set hele dagen og må lokkes til at drikke når hun endelig er vågen.
IMG_2378
27. maj, kl. 14.10. Vi er blevet indlagt. Ines har fået Oles skjorte på. Det er det eneste hun kan få på som ikke generer hende for meget. Der er skoldkopper over alt. Vi venter på at hun skal have lagt et venflon til medicin. Der måtte 20 forsøg til før der blev lagt et der var tilfredsstillende.
IMG_2379
Udsigt til… byggematerialer og blank mur.
IMG_2380
Isolation. For at hun ikke skulle smitte andre børn. Da vi blev genindlagt og hun kom i behandling for blodforgiftning lå vi også i isolation. Denne gang for at hun ikke skulle rage andet skidt til sig.
IMG_2386
28. maj. Febervarm og med drop. Og skorper på mange af elementerne i ansigtet.
IMG_2390
28. maj. Det bliver ikke til meget leg. Ines er klattet og vil helst sidde hos mor, helt stille.
IMG_2402
31. maj. Vi har lånt en barnevogn og går en morgentur. Selv om det ikke ser sådan ud på billedet, så er Ines faktisk godt tilfreds med både frisk luft og luftforandringen.
IMG_2404
Senere samme dag får vi lov at tage hjem. Vi skal komme til stuegang dagen efter, men glæden er stor over at slippe for isolationsstuen og komme hjem.
IMG_2411
31. maj. Eftermiddag. Vi er hjemme og for første gang i dagevis leger Ines lidt alene. Der er dog ikke meget glimt i øjnene. Vores lille pige er stadig syg, vi ved bare slet ikke hvor syg endnu.

 

Vi kom hjem en fredag, var til stuegang lørdag hvor vi blev udskrevet, søndag steg Ines temperatur støt, og da hun ved 17-tiden havde 41 i feber ringede vi til Børneafdelingen i Randers og meddelte at vi ville komme med hende. Der blev taget blodprøver og de viste at hun havde infektion i blodet. Hun fik tre forskellige slags medicin med det samme indtil de fandt ud af hvilken bakterie hun havde i blodet. De følgende dage var hun meget dårlig, hendes temperatur blev fulgt nøje og der blev taget blodprøver ofte for at holde øje med hendes infektionstal. Det var nogle lange dage. 

IMG_2479
11. juni. Ines rejser sig op i sin hospitalsseng. Vi venter på at hun bliver lagt i fuld bedøvelse, for hun skal have indopereret et centralt venekateter, som hun fremover skal have sin medicin igennem. Lægerne mener nemlig på nuværende tidspunkt, at Ines skal have iv-medicin mindst 14 dage frem. Det skulle vise sig at være i brug dobbelt så længe.

 

IMG_2502
Et utydeligt billede af venekateteret, med slange der ender i en studs med prop, der er pakket ind i en skumvaskeklud og sat fast på overarmen i noget elastisk gaze. Vi er nu indlagt hjemme, og overflyttet til Skejby Sygehus, børneafdeling A2, hvor vi kommer tre gange dagligt til medicingivning i CVK’et. (det centrale venekateter)
IMG_2542
5. juli. Vi tilbringer meget tid på Skejby med at vente, men vi får også gode stunder hjemme. Ines har stadig sin lille gazebold på armen, med CVK-slangen i, pakket godt ind så den generer så lidt som muligt.
IMG_2619
17. juli. I lang tid frygtede vi at vi ikke kunne tage til Fanø på sommerferie som vi havde planlagt. Men heldigvis var Ines’ blodprøver så tilfredsstillende at hun d. 10. juli kunne begynde at få medicin som mixur i stedet for gennem CVK’et. Hun begyndte også så småt at gå igen, efter at have haft betændelse siddende i det ene hofteled.

Idag er Ines helt rask. Folk der ikke ved at hun har været syg kan ikke se det på hende. Men jeg kan se det. Jeg kan se alle hendes ar i ansigtet, når jeg kører fingrene gennem hendes hår kan jeg se de hvide plamager i hovedbunden hvor der sad skoldkopper. På hendes ryg er der rigtig mange ar. På dårlige dage ligner det er månelandskab. Hver gang jeg skifter hende kan jeg se arrene fra de skoldkopper i bleområdet som var længst om at hele. Hun er stadig en lille pige, og der kan ske en stor udvikling med hendes hud. Men mit bedste bud er, at hun er mærket af det for livet. Heldigvis er hun fuld af liv og smil, knus og latter, kys og gnistrende øjne. Hun er videre. Dem der har sværest ved at komme sig over forløbet og oplevelsen, det er hendes far og mig. Når hun gør et eller andet nuttet eller siger et nyt ord kan vi stadig kigge på hinanden og føle stor taknemmelighed over, at hun er i live. Vi ved godt, at vi kunne have mistet hende. Og det er nok det, vi arbejder på at forstå fuldt ud.

 

Min bedre halvdel

Det kan godt være at der har været stille her hos mig i næsten et halvt år. Men Martin har været tavs på sin blog i over halvandet år! NU tror jeg dog, at han har tænkt sig at komme tilbage i kampen og skrive lidt oftere end det har været tilfældet indtil nu. Det handler om at flytte sig. Læs det her.

Ham er jeg altså vild med! ;-)